Borgere jagter uønsket hjorteart: - Den skal skydes
Foto: Jean-Christophe Verhaegen - Ritzau/Scanpix
Den er på størrelse med en stor hund og ser umiddelbart sød og fredelig ud – den lille, asiatiske muntjac-hjort - men den er langt fra lige så sød, som den ser ud.
Den seneste måned har en såkaldt Muntjac-hjort været på fri fod på Læsø. Hjorten er en invasiv art, og derfor har flere på øen fået besked på, at de skal skyde den, hvis de ser den.
Flere beboere på Læsø har den seneste måned spottet en såkaldt muntjac-hjort, som på mystiskvis frit render rundt på øen.
Den lille, asiatiske hjort ser umiddelbart sød ud, men skinnet bedrager. Muntjac-hjorten er nemlig en invasiv art, som formerer sig eksplosivt og gør store indhug på skovbundens planter.
Derfor er øens borgere ikke just begejstret for, at hjorten render frit rundt på øen.
Muntjac-hjorten
- Muntjac-hjorten har nøddebrun pels med sorte områder omkring klovene.
- Den er 40-45 centimeter høj
- Den vejer typisk mellem 11-28 kilo
- Hannen kan kendes på sine tydelige lange hjørnetænder.
- Den lever normalt især i de subtropiske skove i det sydøstlige Kina og på Taiwan, men den findes også i stort antal i Storbritannien, efter at nogle få slap løs fra en farm.
- Nu er den altså også i den fri natur i Danmark. I 2015 blev den både spottet i Nørre Snede ved Midtjylland, og nær Blåvand i Vestjylland.
- Vi har fået bekræftet, at der er tale om en muntjac-hjort, og vi har i samarbejde med Naturstyrelsen opfordret alle, der ser den, til at skyde den, siger Sven Thyø, der er formand for jagtforeningen på øen.
Muntjac-hjorten har rendt frit rundt på øen i en måned nu, men det er endnu ikke lykkedes nogen, at skyde den.
- Den holder især til i private haver, og der kan vi jo ikke bare skyde den. Heldigvis er der kun én, så den kan ikke formere sig, men den skal skydes, og det kan ikke gå for langsomt, siger Sven Thyø.
Muntjac-hjorten er senest spottet fredag aften den 5. april. Her har én af øens borgere fanget hjorten på en video, hvor hjorten krydser Kromarksvej. Denne video har borgeren lagt op i den private Facebook-gruppe ”Folk der elsker Læsø”.
Hvordan er hjorten endt på Læsø?
Det helt store mysterium på Læsø er lige nu, hvordan i alverden den invasive hjorteart er havnet på øen.
På Facebookgruppen ”Folk der elsker Læsø” lyder budene blandt andet på, at hjorten er svømmet fra Sverige, at den er kommet med færgen eller at nogle personer bevidst har sat den ud på øen.
De fleste hælder til, at det er landmanden Hans Jørgen Rafn, der er skyld i, at der nu render en uønsket hjort rundt på Læsø.
Jeg har godt hørt, at folk beskylder mig for, at det er min hjort, der render rundt på øen, men det er det altså ikke
Hans Jørgen Rafn, landmand, Læsø
Siden 2015 har han nemlig haft helt op til otte muntjac-hjorte indhegnet på sin ejendom.
- Jeg var godt klar over, at det er en invasivart, men jeg var ikke klar over, at det ikke er lovligt at have dem indhegnet på sin egen grund, siger Hans Jørgen Rafn.
Landmanden fik et tilbud på den lille, asiatiske hjort i august 2015. Det var et tilbud, han ikke kunne sige nej til, og derfor fik han dem transporteret over på øen. I de tre et halvt år, han har haft dem, har han avlet på dem.
- Jeg fik dem egentlig mest for sjov skyld og for at kunne avle på dem, slagte dem og spise dem, siger landmanden.
”Det er ikke min”
I begyndelsen af året blev landmanden Hans Jørgen Rafn klar over, at det ikke er lovligt at holde den såkaldte muntjac-hjort. Heller ikke selvom de er på privat grund og står bag lås og slå.
Alle blev aflivet og de ligger nu i fryseren
Hans Jørgen Rafn, landmand, Læsø
- Jeg kontaktede vores lokale vildtkonsulent for at finde ud af, om det var rigtigt, at det ikke var lovligt at have dem. Han fandt senere ud af, at jeg ikke måtte have dem, forklarer landmanden.
Det betød, at Hans Jørgen Rafn skulle aflive alle hjortene. Ifølge ham selv gjorde han det i samarbejde med en fagligperson fra Naturstyrelsen, som skulle sikre, at alle blev aflivet.
- Alle blev aflivet og de ligger nu i fryseren. Jeg har godt hørt, at folk beskylder mig for, at det er min hjort, der render rundt på øen, men det er det altså ikke, siger han.
Hvor den undslupne hjort så skulle komme fra, ved Hans Jørgen Rafn ikke, men han holder fast i, at det ikke er hans.
- Jeg har oplevet én gang før, at en slap løs. Den løb rundt i cirka 12 dage, før jeg fik den skudt, men den her er altså ikke min. Jeg ville vide, hvis det var min, siger han.
Hvordan muntjac-hjorten er endt på Læsø er altså fortsat et mystereium, men én ting er helt sikkert: Hvis nogen ser den, skal de skyde den.