Vej til nyt boligområde i Sæby bliver genovervejet
Mange indsigelser og underskrifter får Frederikshavn Kommune til at vakle i sag anlæggelse af en ny vej ved et stort nyt boligområde i Sæby.
Naboerne til et nyt stort boligområde nord for Sæby får måske alligevel en ekstra vej til og fra området, hvor der skal bygges 360 nye boliger. Tirsdag skulle lokalplanen for området - uden en ekstra vej - have været godkendt, men i 11. time kom Venstre med et nyt forslag, der nu har udsat beslutningen.
Venstre forslår, at kun bløde trafikanter fra det nye boligområde kan bruge Langtvedvej, mens bilister skal bruge de allerede planlagte boligveje og en nybygget vej mod nord for at komme ud af kvarteret.
- Vi fandt en mulighed for at finde en fælles løsning. Når jeg skal være helt ærlig, så tror jeg, at vi alle sammen helst vil have, at det lander med en fælles løsning, siger Peter Sørensen (V), der formand for Plan- og miljøudvalget i Frederikshavn Kommune.
De kunne have sagt nej og vedtaget lokalplanen, men det gjorde de ikke. Vi ser virkelig, at der er en åbning i det her nu, og det er positivt.
Hans Rødsgaard-Mathiesen, talsmand for gruppen "Bevar Langtvedvej som den er nu"
Vil afvente nærmere undersøgelse
Tidligere har Socialdemokratiet, som det eneste parti, ikke ønsket en ekstra vej til det nye kvarter nu og her. Men det nye forslag har udsat deres beslutning, fortæller Frederikshavn Kommunes socialdemokratiske borgmester Birgit Hansen.
Er det her et bedre forslag, end de andre, der har været?
- Det kan vi ikke svare på endnu, fordi politikere kan ikke lave forslag, der handler om millioner af kroner, vejadgang, sikker skolevej og cykelsti. Derfor skal det prøves af fagfolk, og det er det, vi er i gang med, siger hun.
862 borgere har skrevet under på ønske
862 borgere i Sæby har skrevet under på, at de ønsker en ny vej til boligområdet, og det tror Hans Rødsgaard-Mathiesen mere og mere på, at de får. Han er talsmand for gruppen "Bevar Langtvedvej som den er nu".
- De kunne have sagt nej og vedtaget lokalplanen, men det gjorde de ikke. Vi ser virkelig, at der er en åbning i det her nu, og det er positivt, siger han
Se historien fortalt som tv-indslag i toppen af denne artikel