Nye Borgerlige ekskluderer nordjysk kandidat
Foto: Jesper Sterum
Niels M. Christensen fra Overlade var blandt de første i Nordjylland til at melde sig ind i Nye Borgerlige og repræsenterede i 2019 det nye parti ved folketingsvalget. Nu er han blevet tvunget ud af partiet.
En af de fire nordjyske folketingskandidater for Nye Borgerlige ved valget i 2019, Niels M. Christensen, kommer ikke på partiets opstillingsliste ved næste valg. Nye Borgerliges hovedbestyrelse har nemlig ekskluderet den 67-årige maskin- og skrothandler fra Overlade.
Baggrunden er angiveligt, at Niels M. Christensen i længere tid "har kørt sit eget og ikke partiets løb". Da nordjyden telefonisk blev informeret om beslutningen, fik han at vide, at det var hans sprogbrug på Twitter, der havde slået hovedet på sømmet.
Han fik ikke konkret at vide, hvilke tweets der var tale om.
Jesper Hammer, der er organisatorisk næstformand i Nye Borgerlige, bekræfter, at Niels M. Christensen er ekskluderet “på grund af en sprogbrug, vi ikke synes om at blive associeret med og sket ikke fra en folketingskandidat”. Han vil ikke uddybe beslutningen.
Inden for de seneste måneder har Niels M. Christensen blandt andet betegnet Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, som "en vat p." Han har også skrevet, at "nazister findes kun på venstrefløjen".
Ikke første gang, at han bliver ekskluderet
Det er ikke første gang, Niels M. Christensen mod sin vilje forlader et politisk parti. Han var i sin tid medlem af Dansk Folkeparti, men blev for ca. 15 år siden ekskluderet. Siden var han i en kortere periode medlem af Liberal Alliance, som han selv forlod. Han var blandt de første i Nordjylland til at melde sig under Nye Borgerliges faner, da partiet blev stiftet i 2015.
- Dengang var vi kun to medlemmer i Nordjylland. Jeg har været med hele vejen op, og jeg er ærgerlig og skuffet over, at de nu ikke synes, de kan bruge mig mere. Mine holdninger og måde at være på har ikke ændret sig. Men jeg føler, der i Nye Borgerlige er blevet for langt fra Nordsjælland til Nordjylland, siger Niels M. Christensen.
Nye Borgerlige stod første gang på stemmesedlen til et folketingsvalg i 2019, hvor partiet fik fire mandater i Folketinget. I Nordjyllands Storkreds stemte 7442 vælgere, svarende til 2,0 pct., på Nye Borgerlige, men det rakte ikke til et mandat.
Partiets daværende spidskandidat var Poul Højlund fra Kjellerup. Han har siden meddelt, at han ikke genopstiller, og der er ikke valgt en ny spidskandidat.
Af de fire daværende folketingskandidater i Nordjylland var Niels M. Christensen den, der fik færrest personlige stemmer. 292 nordjyske vælgere satte kryds ved hans navn på stemmesedlen.
Niels M. Christensen siger, at han efter eksklusionen "taler med flere andre partier om opstilling", men vil ikke sige, hvilke partier der er tale om.