Ministerbesøg på Læsø: Kaare Dybvad er klar til at arbejde for flere lejeboliger på Læsø
Flere lejeboliger på Læsø. Det kan blive virkelighed, lød det fra bolig og indenrigsminister Kaare Dybvad, da han fredag besøgte Læsø i anledning af det årlige møde mellem en fast kreds af danske ø-borgmestre.
Der var flere fælles udfordringer for de danske øboere på dagsordenen, da fem borgmestre fra danske øer tog imod bolig og indenrigsminster Kaare Dybvad (S). Og ministeren var lydhør over for de problemer, borgmestrene fremlagde.
- Vi talte blandt andet om, hvordan de sørger for at få flere lejeboliger, hvordan de får omstillet færgedriften og hvordan man får udviklet turisterhvervet. Det er noget af det, de synes vi kan gøre bedre fra Christiansborgs side, siger Kaare Dybvad.
Billige boliger højt på ønskesedlen
Læsø har brug for billige lejeboliger, så man kan tiltrække arbejdskraft og nye indbyggere. Det er det et af de største ønsker, lyder det fra plejehjemsleder Hanne Bjørnlund.
- Det vil hjælpe tror virkelig meget, hvis man kunne tilbyde en bolig, samtidigt med man får ansat sygeplejersker, siger hun.
Deltagere ved fredagens møde på Læsø
- Bolig- og indenrigsminister Kaare Dybvad Bek
- Ministerens særlige rådgiver Jens Christiansen
- Ministersekretær Karen Hestbæk Olesen
- Formand Steffen Damsgaard, Landdistrikternes Fællesråd
- Public affairs assistent Signe Lauge Bach, Landdistrikternes Fællesråd
- Borgmester Tonni Hansen og kommunaldirektør Jani Hansen (Langeland)
- Borgmester Marcel Meijer og kommunaldirektør Mogens Wehrs (Samsø)
- Borgmester Ole Wej Petersen og kommunaldirektør Allan Krogh Filtenborg (Ærø)
- Borgmester Sofie Valbjørn (Fanø)
- Borgmester Karsten Nielsen og kommunaldirektør Peter Pietras (Læsø)
Kaare Dybvad er opmærksom på, det kan være en udfordring at få lavet billige lejeboliger på for eksempel Læsø.
- Det er lidt dyrere at bygge på Læsø og nogle af de andre steder, fordi man skal have transporteret materialer og det bliver vi nødt til at tage alvorligt på Christiansborg, siger bolig- og indenrigsminister Kaare Dybvad.
Borgmestre mødes jævnligt
De fem ø-borgmestre mødes fast en gang eller to om året hos hinanden for at drøfte fælles problemer og løsninger på tværs af parti-skel.
Se historien om ø-mødet fredag på Læsø som tv-indslag i toppen af denne artikel.