DF mister sin eneste borgmester: Karsten Nielsen skifter parti
Foto: Arkivfoto/Simon Mølgaard
Karsten Nielsen søger nu medlemskab i Venstre.
Karsten Nielsen (DF), borgmester i Læsø Kommune, skifter parti fra Dansk Folkeparti til Venstre.
Det har han netop meddelt til TV2 Nord. Han forklarer, at skiftet ikke har noget at gøre med utilfredshed med sit nu tidligere parti, Dansk Folkeparti.
- Det er rent lokalpolitisk. Der hvor jeg tror, jeg kan få mest indflydelse og påvirke den udvikling Læsø gerne skal tage de næste fire år, det er igennem Venstre, siger Karsten Nielsen, og fortsætter:
- Det bygger jeg på det kendskab, jeg har til dem, jeg tror bliver valgt ind i kommunalbestyrelsen for Venstre. Der ser vi nok ens på mange ting.
Kommunalvalg på Læsø i 2017
- Karsten Nielsen (DF) fik 107 personlige stemmer, hvilket var tredjeflest.
- Tobias Birch Johansen (V) fik 321 personlige stemmer, hvilket var flest.
- På Læsø var der i alt 1568 stemmeberettigede borgere. Heraf afgav 1291 deres stemme.
- Dansk Folkeparti fik ved valget to mandater i kommunalbestyrelsen
Ville egentlig være stoppet
Karsten Nielsen havde egentlig besluttet sig for ikke at stille op til kommunalvalget senere i år, men nu har han altså ændret mening.
- Vi har gang i mange spændende ting med vores skole og plejehjem, og der har jeg fortrudt, at jeg har sagt fra. Derfor håber jeg, at Venstre vil opstille mig til kommunalvalget.
Men inden det bliver endeligt besluttet, skal Karsten Nielsens skifte til Venstre nu godkendes af partiets vælgerforening på Læsø. Derefter kan partiet gå videre i forhold til beslutningen omkring opstillingen til kommunalvalget, der afholdes den 16. november i år.
Karsten Nielsen har indtil nu været landets eneste borgmester for Dansk Folkeparti.