Borgmester hilser stemmeslugers comeback velkomment: - Jeg skred ikke ud af stolen af overraskelse
Foto: Mick Knive Anderson
Rebild Kommunes borgmester Leon Sebbelin (RV) synes det er fint, at stemmeslugeren Allan Busk og Den Sociale Fællesliste fortsat står på stemmesedlen ved efterårets kommunalvalg. Han mener dog, at partiet bør deltage mere aktivt i det politiske arbejde i kommunen.
Den Sociale Fællesliste genopstår og går efter borgmesterposten i Rebild Kommune, når der 16. november er kommunalvalg. Listen lagde ellers sig selv i graven sidste år, men fredag har Den Sociale Fællesliste meldt ud, at man alligevel er at finde på stemmesedlen med stemmeslugeren Allan Busk og Lars Hørsman i spidsen.
Meldingen om, at Den Sociale Fællesliste gør comeback med Allan Busk som borgmesterkandidat, kommer ikke bag på den siddende borgmester Leon Sebbelin (RV).
- Jeg skred ikke ud af stolen af overraskelse. Det må jeg sige. Allan er velkommen. Der er mange gode kandidater på Radikale Venstres liste og på de andre lister, og nu er Allan Busk en af dem, siger Leon Sebbelin (RV), der er borgmester i Rebild Kommune.
Ved det seneste kommunalvalg i 2017 fik Allan Busk flest personlige stemmer blandt alle opstillede kandidater i kommunen. 1776 vælgere satte krydset ved formanden for Den Sociale Fællesliste, mens borgmester Leon Sebbelin med 1089 stemmer fik næstflest personlige stemmer i Rebild Kommune.
- Der bliver måske lidt mere støj på vælgermøderne, men for min valgkamp tror jeg ikke, det kommer til at betyde noget. Vi har nogle temaer, vi holder fast i, og dem vil vi stille og roligt arbejde med, uanset om Allan Busk er kandidat eller ej, fastslår borgmesteren.
Kritik preller af på borgmester
Allan Busk siger, at årsagen til comebacket skal findes i, at han efter et par års betænkningstid "ikke bare kan se til fra sidelinjen", og se Rebild Kommune blive drevet - i hans øjne - helt forkert.
- Vi ser institutioner, der sejler rundt, og vi bliver ved med at spare de forkerte steder. Det er helt galt, for vi har verdens bedste kommune hernede. Vi har en fantastisk kommune og nogle fantastiske arbejdspladser. Vi skal simpelthen have den her kommune tilbage på sporet. Der er så mange ting, vi kan gøre bedre, hvis vi tager fat i problemet, siger Allan Busk.
Den kritik preller af på borgmester Leon Sebbelin.
- Jeg kigger ud over kommunen og konstaterer, at vi har lavet brede aftaler om budgetterne, men når det handler om økonomi er Allan Busk ikke så tit med, fordi det måske bliver lidt svært. Men vi har brede aftaler, og vi har en kommune, der er i vækst, siger Leon Sebbelin.
- Vi har vidt forskellige arbejdsmetoder i forhold til det, han kalder problemer, og jeg vil holde fast i mine, og så vil jeg lade Allan Busk om at vælge sine metoder, siger borgmesteren.