Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Valgplakater: Sådan er reglerne

Foto: Bruno Stagsted

Valgkampen er for alvor skudt i gang i dag med opsætning af valgplakater. Hvis du eller politikerene skulle være i tvivl - så er her reglerne for hvor, hvornår og hvor længe.

Om fire uger skal der sættes kryds, og i dag fik politikerne lov til at sætte deres valgplakater op. Men plakaterne skal overholde regler for størrelse, placering, ophængning, nedtagning og meget mere.

Reglerne kan du blive klogere på herunder.

Folketinget har den 27. december 2014 vedtaget en ændring af vejloven og privatvejloven, der indeholder regler for ophængning af valgplakater på vejareal. Derudover har Folketinget den 21. februar 2017 vedtaget en ændring af de to love, der bl.a. ændrer begyndelsestidspunktet for ophængning af valgplakater.

Retningslinjer for ophængning af valgplakater
Partiernes, kandidatlisternes, kandidaternes m.fl. plakatopsætning er reguleret i lov om offentlige veje m.v. (vejloven), se lov nr. 1520 af 27. december 2014 med senere ændringer, og lov om private fællesveje (privatvejloven), se lovbekendtgørelse nr. 1234 af 4. november 2015 med senere ændringer.

Reglerne for ophængning af valgplakater er ens over hele landet.

Der skal ikke søges om tilladelse til at hænge valgplakater op, men det skal ske efter de regler, der er gengivet nedenfor.

Hvad er en valgplakat? 
Loven definerer en valgplakat som ”en valgagitatorisk meddelelse på en vejrbestandig plade, der ikke er større end 0,8 m2."

For at være omfattet af de regler, som fritager partier, kandidatlister og kandidater m.fl. for at skulle søge vejmyndigheden om tilladelse til at hænge valgplakater op, skal valgplakaten opfylde disse krav.

Ønsker man at ophænge større plakater, bannere, skærme med levende tekst og billeder m.v., skal der således stadig søges om tilladelse hertil hos den pågældende vejmyndighed.

Hvornår må valgplakater hænges op? 
Ved lovændringen i 2017 er begyndelsestidspunktet for ophængning af valgplakater blevet ændret. Valgplakater i forbindelse med folketingsvalg, kommunale og regionale valg, Europa-Parlamentsvalg, folkeafstemninger og andre valg, der afholdes på offentligretligt grundlag (f.eks. menighedsrådsvalg), må hænges op på offentlige veje og private fællesveje i perioden fra kl. 12.00 den fjerde lørdag før valgdagen indtil 8 dage efter valget. Ved folketingsvalg må ophængning af valgplakater dog først ske fra statsministerens annoncering af valgets udskrivelse.

Hvornår skal valgplakaterne være taget ned igen? 
Valgplakaterne og de midler, der er brugt til at hænge dem op med (strips, snore m.v.) skal være taget ned igen senest 8 dage efter valgdagen ved døgnets afslutning.

Hvor og hvordan må valgplakater hænges op? 
Valgplakater må hænges op på master til vejbelysningen og til brug for elforsyningen på både offentlige og private veje. Derudover må valgplakater på offentlige veje også hænges på vejtræer, hegn samt på indretninger fæstnet i jorden, der har til formål at fremvise valgplakater.

Valgplakater skal ophænges forsvarligt på en sådan måde, at de ikke dækker for autoriseret afmærkning, herunder færdselstavler, vejvisningstavler eller lignende udstyr, forhindrer hensigtsmæssige oversigtsforhold eller i øvrigt udgør en fare for trafiksikkerheden.

Valgplakater må endvidere ikke hænges op på en måde, der medfører skader på eller ændringer af vejtræer eller master til vejbelysning, hegn og indretninger til forsyningsvirksomhed. Det er derfor ikke tilladt at sømme, nagle eller skrue valgplakater op i træerne, ligesom der heller ikke må saves eller beskæres for at kunne hænge valgplakater op.

Ophængte valgplakater skal være forsynet med navn, adresse, e-mailadresse og telefonnummer på den fysiske eller juridiske person (f.eks. partiorganisationen), der har iværksat ophængningen af valgplakaterne. Oplysninger om en juridisk person (partiorganisation eller lignende) skal altid suppleres med oplysninger om navn, adresse, e-mailadresse og telefonnummer på en fysisk person (kontaktperson), der repræsenterer den pågældende partiorganisation eller lignende. Kravet om oplysning af e-mailadresse er nyt og følger af lovændringen i 2017.

Hvor må valgplakater ikke hænges op? 
Valgplakater må ikke hænges op:

  • på eller over motorveje, motortrafikveje og disse vejes rampeanlæg,

  • i midterrabatter, rundkørsler, midterøer og lign. på strækninger, hvor den tilladte hastighed er over 60 km/t.,

  • i midterrabatter, rundkørsler, midterøer og lign. på strækninger, hvor den tilladte hastighed midlertidigt er nedsat til 60 km/t. eller derunder,

  • på samme indretning som autoriseret afmærkning, herunder færdselstavler, vejvisningstavler eller lignende vejudstyr,

  • på højspændingsmaster, transformerstationer, kabelskabe og lignende,

  • nærmere end 0,5 meter fra kørebanekant eller 0,3 m fra cykelstikant målt fra den nærmeste kant af valgplakaten,

  • lavere end 2,3 m direkte over fortov eller cykelsti målt fra nederste kant af valgplakaten,

  • højere end 1,5 m under laveste strømførende ledning målt fra øverste kant af valgplakaten, eller

  • på en sådan måde, at valgplakaten kan medføre skader på eller ændringer af vejtræer eller master til vejbelysning, hegn og indretninger til forsyningsvirksomhed.

Endvidere skal valgplakater ophænges forsvarligt på en sådan måde, at de ikke dækker for autoriseret afmærkning, herunder færdselstavler, vejvisningstavler eller lignende udstyr, forhindrer hensigtsmæssige oversigtsforhold eller i øvrigt udgør en fare for trafiksikkerheden.

Hvornår kan myndighederne nedtage valgplakater og hvem skal betale udgifterne herved?
Valgplakater, som er ophængt i strid med ovennævnte regler, skal nedtages inden 24 timer efter, at vejmyndigheden har meddelt påbud herom.

Vejmyndigheden kan nedtage valgplakater, som ikke er nedtaget inden for ovennævnte frist eller er ophængt uden for den tilladte periode. Vejmyndigheden kan endvidere nedtage valgplakater, som er ophængt i strid med reglerne og ikke indeholder de krævede kontaktoplysninger.

Vejmyndigheden skal straks efter nedtagning bede ophængeren henholdsvis kontaktpersonen om at afhente valgplakaterne. Valgplakater, der ikke er afhentet senest 6 måneder efter valget, kan destrueres.

Vejmyndigheden eller politiet kan altid straks tage valgplakater ned, der er hængt op, så de udgør en umiddelbar og konkret fare for trafiksikkerheden.

Vejmyndighedens og politiets udgifter til nedtagning af valgplakater samt udgifter til udbedring af skader på vejtræer og indretninger betales af ophængeren. Hvis det ikke er muligt at pålægge ophængeren de nævnte udgifter, kan den fysiske eller juridiske person, der er anført på valgplakaten, pålægges at afholde disse udgifter, medmindre den pågældende kan sandsynliggøre, at ophængningen ikke er sket på den pågældendes foranledning.

Hvis valgplakaten ikke indeholder de nævnte kontaktoplysninger, kan den fysiske eller juridiske person, der agiteres for på valgplakaten, pålægges at afholde disse udgifter, medmindre den pågældende kan sandsynliggøre, at ophængningen ikke er sket på den pågældendes foranledning.

KILDE: Økonomi og Indenrigsministeriet


Se listen: Her bor de vådeste, frækkeste og mest kinky nordjyder

Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Nordjyderne er godt repræsenteret i 2024.

De årlige statistikker fra Sinful.dk er igen landet, og endnu en gang beviser nordjyderne, at de er nogle af landets frækkeste. 

Sidste år var det kun Løkken, der var at finde på sexshoppens liste, men i år er hele tre nordjyske byer kommet på. Og igen i år er Løkken at finde på en fræk førsteplads.

I 2023 indtog Løkken førstepladsen i kategorien 'Landets stærkeste underliv', og i år er det kategorien 'Årets vådeste by', som vendelboerne indtager førstepladsen i.

Det er nemlig i Løkken, at der er blevet købt mest glidecreme fra Sinful.dk gennem 2024. Her har vendelboerne nemlig købt 3,59 gange så meget glidecreme per indbygger i forhold til landsgennemsnittet.

Derudover er Løkken igen i år at finde på flere lister. Den vendsysselske by er nemlig også nummer tre på listen over de frækkeste byer. Her er der nemlig solgt 2,64 flere stykker sexlegetøj per indbygger end landsgennemsnittet. I 2023 indtog Løkken tredjepladsen på selvsamme liste med 2,5 stykker sexlegetøj.

Top 10 frækkeste byer

  1. Humlebæk 2,79

  2. Skævinge 2,66

  3. Løkken 2,64

  4. Rødby 2,58

  5. Græsted 2,45

  6. Odense NV 2,20

  7. Faaborg 2,15

  8. Aakirkeby 1,92

  9. Aarhus C 1,83

  10. Randers C 1,74

* tallet indikerer, hvor mange gange, der er købt sexlegetøj i byen i forhold til landsgennemsnittet

Kilde: Sinful.dk

Flere byer at finde på listerne

I år står Løkken dog ikke alene på sexshoppens frække liste. Både Aalborg C og Sindal gør nemlig byen selskab.

Sindal er nemlig den by i landet, der har købt mest lingeri per indbygger på Sinful.dk i 2024, og dermed har den nordjyske by vundet kategorien 'Landets frækkeste undertøj'. Faktisk har indbyggerne i Sindal købt 4,22 gange så meget lingeri per indbygger i forhold til landsgennemsnittet.

Samtidig er Aalborg C igen at finde på en liste. Aalborgenserne indtager nemlig tredjepladsen på listen over de mest kinky byer i landet.

Årets mest kinky byer er fundet ved at udregne, hvilke byer der har købt mest bondage sexlegetøj. Det vil sige, at aalborgenserne køber 3,67 gange så meget kinky sexlegetøj som landsgennemsnittet.

Top 10 mest kinky byer

  1. Slagelse 4,77

  2. Brabrand 3,90

  3. Aalborg C 3,67

  4. Oksbøl 2,80

  5. Rødby 2,60

  6. Grænsted 2,43

  7. Højbjerg 2,12

  8. København SV 2,00

  9. Randers C 1,99

  10. Aakirkeby 1,85

Kilde: Sinful.dk

Det fremgår desuden af Sinful.dk, at det overvejende er mænd, der køber sexlegetøj på sexshoppen. Hele 58 procent af brugerne var nemlig mænd.

Samtidig er årets frækkeste navne for 2024 Maria og Jesper. Det er nemlig de navne, der er gået flest gange igen på ordresedlerne.

De frækkeste navne

  1. Maria og Jesper

  2. Michael og Cecilie

  3. Mikkel og Mette

  4. Thomas og Camilla

  5. Christian og Emma

  6. Daniel og Pernille

Kilde: Sinful.dk


Flere hunde forgiftes - direktør ser klar sammenhæng

Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Dyreforsikringsselskab får langt flere anmeldelser om forgiftninger af hunde.

Det vrimler med dem i naturen, og de efterladte nikotinposer er dødelige for dyr.

TV2 Nord har tidligere beskrevet, hvordan Ann Hvarregaard i november måtte give sin fire måneder gamle hvalp Olga kunstigt åndedræt foran sine børn, efter hunden havde slikket på en nikotinpose, den fandt i naturen.

Og hun er langt fra den eneste.

Stigning i anmeldelser

Dyreforsikringsselskabet Agria har nemlig de seneste år registreret antallet af nikotinforgiftede hunde, og det seneste år er antallet steget markant.

- Sammenlignet med samme periode sidste år er der tale om en stigning på hele 52 procent i antallet af anmeldte nikotinforgiftninger blandt hunde, siger Tine Stabell, direktør for dyreforsikringsselskabet Agria.

Tine Stabell fortæller, at selv små mængder nikotin er farlige for dyr, og at hvalpe er særligt udsatte. Hun sammenligner hvalpene med små børn, der er nysgerrige på sine omgivelser og smager på det meste, de kan komme i nærheden af.

- Fordi hundehvalpe fysisk er mindre i størrelsen, får de relativt mere nikotin i kroppen end en voksen hund, når de spiser en nikotinpose, siger direktøren.

Nikotinposer flyder i naturen

TV2 Nord kunne tirsdag fortælle, hvordan det flyder med cigaretskodder og nikotinposer i den nordjyske natur.

Dette års Masseeksperiment viste nemlig, at nikotinposerne vinder frem, mens cigaretskodderne fortsat fylder.

I år deltog 2112 elever fra 31 skoler i region Nordjylland i Masseeksperimentet, og de fandt altså tilsammen 1196 cigaretskodder i den nordjyske natur, mens man på landsplan fandt hele 5819 stykker nikotinposer i naturen.

Men selvom cigaretskodderne på papiret fylder mest, så var det noget helt andet, som man oplevede hos 4. klasseseleverne på Skolegades Skole i Brønderslev.

- Jeg har oplevet, at I takt med at antallet af cigaretskodder falder, så er der mange flere snusposer rundt i naturen. Nikotinaffald er ikke blevet mindre, konstaterer Torben Madsen, der er lærer for 4. klassen, som deltog i masseeksperimentet.

Han deltog desuden også i masseeksperimentet tilbage i 2019.

Forebyggelse af nikotinforgiftning hos hunde

  1. Hold nøje øje med din hund, når du lufter den – lad derfor mobilen blive i lommen på gåturen og hav fokus på hunden.

  2. Træn hunden til at reagere på en "slip"-kommando.

  3. Hav altid lækre godbidder med, når du går tur, så du kan bytte, hvis hunden får fat i noget, du mistænker kan være farligt.

  4. Undgå at lufte hunden på områder med meget snusaffald, såsom ved skoler, stoppesteder eller lignende.

Kilde: Agria Dyreforsikring

Mørketal

De mange nikotinforgiftninger blandt hunde hænger ifølge Agrias direktør sammen med en øget mængde dumpede stykker snus i naturen.

- I perioden fra 2017 til 2021 registrerede Agria Dyreforsikring en fordobling i antallet af generelle forgiftningsskader. Samtidig begyndte vi at se en sammenhæng imellem stigningen og udbredelsen af de såkaldte røgfrie nikotinprodukter, forklarer Tine Stabell, direktør i Agria.

Selvom antallet af registrerede tilfælde er fordoblet, frygter Tine Stabell, at antallet er endnu højere. Det skyldes, at tilfældet kun registreres, hvis det fremgår af skadesanmeldelsen.

- Det er kun, hvis ejeren rent faktisk har observeret hunden indtage en snus- eller nikotinpose, eller hvis dyrlægen har konstateret det, at det bliver registreret som årsag, siger direktøren.


Hvorfor væltede 200 tons tung kran? Svaret lader vente på sig

Arbejdstilsynet har endnu ikke kunnet fastslå, om der skete brud på reglerne, da en stor kran væltede i Østerild.

Hvad var det, der gik galt, da en 200 tons tung kran pludselig væltede på det nationale testcenter for vindmøller i Østerild i Thisted Kommune?

Det er tilsyneladende ikke så let at få opklaret.

Kollapset skete 28. november, men Arbejdstilsynet har endnu ikke udgivet en endelig rapport, der fastslår årsagen.

TV MIDTVEST har nu fået aktindsigt i tilsynets besøgsrapport, som blev udsendt 4. december.  Det fremgår af rapporten, at tilsynet normalt kan nå at behandle en sag på under 14 dage, men i nogle tilfælde kan der gå længere tid.

Præcist hvorfor sagen endnu ikke er afgjort, ønsker tilsynet ikke at kommentere, men det fremgår af besøgsrapporten, at man "afventer svar på krandata" for at kunne træffe en afgørelse.

- Vi er ved at tage stilling til, om jeres virksomhed skal have en eller flere afgørelser, skriver tilsynet til kranfirmaet.

Den 23-årige mand, der styrede den 190 meter høje kran, da det gik galt, fik dieselolie ud over sig og blev behandlet på skadestuen.

Kort tid efter lød fra politiet, at manden havde det okay efter omstændighederne.

Arbejdstilsynet besøgte uheldsstedet dagen efter med det formål at undersøge, om kranfirmaet overholder arbejdsmiljøloven.


Morgenens vejr byder på risiko for dis og tåge, og nogle steder vil temperaturen være nede omkring frysepunktet.

Det gælder særligt nede i vejbanerne, hvor der også er risiko for rimtåge. Det anbefales derfor at køre hjemmefra i god tid til at forholde sig til det.

Det bliver derudover en dag med rolige vindforhold. Der er kun tale om svage og lette vinde fra østlig retning.

Der er mulighed for solstrejf i løbet af dagen, men det meste af dagen vil der være skyet, men tørt.

Temperaturen kan komme op på 2-3 plusgrader, men det bliver køligere, når solen går ned, og her vil temperaturen nærme sig frysepunktet.

Tjek også vejret med Solvej Vindblæst:

Vejret tre timer frem
Vejret senere

Et sort kapitel: Nu får historien om de uønskede en tocifret milliondonation

Foto: Løgstør Lokalarkiv

743 mænd var tvangsanbragt på ubestemt tid på Åndssvageanstalten på Livø fra 1911 til 1961. Nu skal deres historie være en turistattraktion.

Det er blevet set som et sort kapitel i historien. Den behandling de anbragte mænd og kvinder fik de datidens såkaldte åndsvageanstalter. Nu skal historien om de ”uønskede” på mændenes ø, Livø formidles til et bredere publikum.

- Der har været overgreb mændene iblandt, og der har også været plejere som ikke opførte sig, som man kunne ønske, fortæller Maria Clement Hagstrup, der er udviklingschef på Vesthimmerlands Museum.

Hun er drivkraften bag et nyt projekt, hvor mændenes historie skal vises frem. Augustinus Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og Realdania har tilsammen doneret 22 millioner kroner til at vække historien til live.

Pengene skal blandt andet bruges på at restaurerer bygningerne, mens der også skal laves udstillinger med den graffiti og de digte, som de anbragte har graveret ind i træet på anstaltens kornloft.

- Det er en vigtig historie om vores velfærdssamfund og udviklingen. Den kan fortælles i de autentiske rammer. Det var lige her de her mænd var anbragt, forklarer Maria Clement Hagstrup.

Blev set som et fremskridt dengang

Mændene, der blev anbragt var kriminelle, seksualforbrydere, havde en IQ under 75 eller var bare utilpassede. Den tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussens far, Oluf, var anbragt på Livø i syv år fra 1924 til 1931. Han sidder med i projektets advisory board.

- Nu får skyggerne liv, og de anbragte mænd stemmer. Historien om Livø Anstalten handler om tilblivelsen af den moderne velfærdsstat på godt og på ondt. Intet sted ser vi dens forsider og bagsider i et klarere lys end her, skriver Poul Nyrup Rasmussen i en pressemeddelelse.

Foto: Kjeld Thomsen
Foto: Klaus Nedergaard
Foto: Rigsarkivet
Foto: Naturstyrelsen Himmerland

Historien om de anbragte mænd bliver ofte beskrevet som grum og et sort kapitel. De anbragte har siden fået en undskyldning af staten. Men Maria Clement Hagstrup mener, at der er nuancer til den fortælling. For anstalterne blev set som et fremskridt i datiden, for inden anstalterne blev de ”åndsvage” ofte blot låst inde. På Livø skulle de arbejde men kunne færdes noget mere frit.

- De anbragte fik muligheden for at lære et fag enten i gartneriet, landbruget eller savværket. Man lærte noget, som kunne bruges, når man kom tilbage til fastlandet.

De Kellerske Anstalter havde hovedkvarter i Brejning ved Vejle Fjord og valgte at oprette filialer på Livø og Sprogø. I gennemsnit var mændene på Livø i tre til fire år, men de var alle anbragt på ubestemt tid. For flere var det et krav, at de skulle lade sig sterilisere for at få lov til at forlade øen.

Naturen skal også opleves

Det er Naturstyrelsen der ejer Livø, og projektet skal derfor også være med til at formidle den natur, man kan opleve, og de lokale produkter såsom Angus kød og whisky.

Annette Pihl Strøm Jacobsen, der er skovridder hos Naturstyrelsen mener ikke at den grumme historie om den anbragte mænd og den hyggelige fortælling om naturen er i strid med hinanden.

- Jeg synes jo det supplerer hinanden godt. De mennesker, der kom herover havde også brug for ro og fordybelse. Man får muligheden for at opleve naturen tæt på og det nærvær det skaber, det giver rigtig meget mening også det i den historiske og kulturhistoriske kontekst, siger skovrideren.