De blev borgmestre, mens du sov
Foto: Limfjord update
Thisted skal have ny borgmester, efter Socialdemokratiet har konstitueret sig med Venstre.
Borgmesterposterne er faldet på plads i alle de nordjyske kommuner - på nær den mindste. Se de nye borgmestre og gengangerne her.
Hvis du gik tidligt i seng i aftes, ved du ikke at Venstres Mikael Klitgaard kan sætte sig i Brønderslevs fineste stol i yderligere fire år. Han kunne i går træde frem som den første nordjyske borgmester efter kommunalvalget – med et solidt, personligt stemmetal på 2600 i ryggen.
Også i Frederikshavn faldt brikkerne hurtigt på plads. Birgit Hansen fik et fænomenalt godt valg sammen med de øvrige socialdemokrater. Næsten 60 procent af stemmerne, absolut flertal i byrådet og en af landets største valgsejre. I Hjørring kan en anden socialdemokrat, Arne Boelt, fortsat bære borgmesterkæden. Han trådte i går frem og fortalte, at der var et flertal bag ham som borgmester, og at han nu er i gang med at forhandle i et forsøg på at opnå en bred aftale i byrådet.
Jammerbugt Kommune tilhører fortsat Venstre og borgmester Mogens Gade, der sidder helt sikkert i sædet. Det samme gør socialdemokraten Thomas Kastrup Larsen i Aalborg. Han fik i lighed med Birgit Hansen i et absolut flertal bag sig. Men også Thomas Kastrup Larsen sagde på valgnatten, at han fortsat ønsker et bredt samarbejde i byrådet. Også selv om han nu ikke længere behøver spørge hverken til højre eller venstre for at få et flertal.
På Læsø fik borgmester Tobias Birch Johansen et godt valg, men ikke flertal til sit parti, Venstre. Faktisk var Venstre slet ikke med ved de forhandlinger, der i aftes gik i gang om, hvem der skal lede den lille ø-kommune de næste fire år. Om der kommer en ny borgmester – det er endnu usikkert – flertallet uden om Venstre mødes senere i dag.
I Vesthimmerland fik borgmester Knud Kristensen en solid øretæve og satte 2000 personlige stemmer til i forhold til valget for fire år siden. Og eftersom de øvrige partier fra en side af på forhånd havde undsagt Knud Kristensen, stod det hurtigt klart at der skal nyt navneskilt på døren til borgmesterkontoret i Vesthimmerland. Sent i nat kom en træt men glad Per Bach Laursen (V) ud fra forhandlingerne og kunne fortælle, at det er hans navn, gravøren skal skrive på messingskiltet. De konservative er stort set sat uden for indflydelse.
Hans Ejner Bertelsen (V) sidder sikkert i borgmesterstolen på Mors – med absolut flertal i ryggen.
I Mariagerfjord fastholder Mogens Jespersen borgmesterposten efter udstrakte forhandlinger med DF, De Konservative og De Radikale, der nu udgør hans parlamentariske flertal.
Længere nordpå holder den radikale Leon Sebbelin også fat i borgmesterposten i Rebild med den socialdemokratiske Morten Lem som 1. viceborgmester. I Thisted bliver den socialdemokratiske Ulla Vestergaard borgmester. Først klokken 04.54 faldt konstitueringsaftalen på plads med Venstre og Socialdemokratiet. Niels Jørgen Pedersen bliver ny viceborgmester.
Dermed er det kun i Danmarks mindste kommune, Læsø, at der endnu ikke er fundet en borgmester.