Efter oprør i Thisted: Gruppeformand går i tænkeboks
Efter internt oprør i Venstre i Thisted har deres gruppeformand Niels Jørgen Pedersen fået mange opfordringer til at gå efter borgmesterposten.
Niels Jørgen Pedersen er måske venstres nye borgmesterkandidat i Thisted. Venstres gruppeformand vil i hvert fald ikke afvise, at han kan finde på at udfordre partiets nuværende borgmester, Lene Kjeldgaard. Det skriver TV Midtvest.
I Venstre i Thisted er der nemlig intern uro. Halvdelen af byrådsgruppen vil ikke genopstille, hvis den nuværende borgmester får lov at genopstille. Kritikken lyder blandt andet, at der er brug for ny-tænkning. De mener derfor, at næste års kommunalvalg vil være oplagt tidspunkt at skifte borgmester-kandidaten ud.
Flere erhvervsledere har peget på Niels Jørgen Pedersen. Han ønsker ikke selv at stille op til interview.
- Jeg er glad for de mange tilkendegivelser, der er kommet, men jeg vil bruge de kommende dage på at tænke mig rigtig godt om i forhold til, om jeg skal stille op som kandidat til borgmesterposten, siger han til TV Midt Vest.