DF og Venstre taber politikere på uenigheder i Thisted
Foto: TVMidt-Vest
De interne uenigheder i DF-gruppen i Thisted Kommune får nu Anja Sørensen til at trække sig.
Dansk Folkepartis Anja Sørensen og halvdelen af Venstres gruppe i byrådet i Thisted Kommune vil ikke genopstille på grund af interne stridigheder
Det har længe knirket mellem politikerne i Dansk Folkepartis gruppe i byrådet i Thisted Kommune. Faktisk har det knirket så meget, at det nu får Anja Sørensen til at meddele, at hun ikke genopstiller til kommunalvalget i 2017. Det skriver Limfjordupdate.dk umiddelbart inden DF's opstillingsmøde torsdag aften.
– Jeg genopstiller ikke, da jeg ikke kan være med til det samarbejde eller mangel på samme, der er i gruppen. At vi er fire, som ikke kan tale sammen og er delt i to lejre, mener jeg ikke er gavnligt hverken for Dansk Folkeparti eller for Thisted Kommune, siger Anja Sørensen til limfjordupdate.dk.
Anja Sørensen, der er medlem af Erhvervs-, Arbejdsmarkeds- og Kulturudvalget i Thisted kommune, har siddet i byrådet for Dansk Folkeparti siden sidste valg i 2013.
Meldingen kommer oven i den ballade i Venstre i Thy, som nu få halvdelen af byrådsgruppens medlemmer til at true med heller ikke at genopstille til næste valg. Det er en reaktion på, at en oprørsgruppe arbejder på at vælte borgmester Lene Kjelgaard Jensen (V) - noget, der nu truer med at vælte Venstre-skuden.
Lene Kjelgaard Jensen vil sandsynligvis blive udfordret som kandidat til borgmesterposten af Venstres gruppeformand, Niels Jørgen Pedersen. Imens kæmper lokalformænd for at få stoppet konflikten, som har ført til, at det indtil videre kun er den siddende borgmester, der har meldt sig som Venstre-kandidat til næste års kommunalvalg. Det skriver TV MidtVest.