Borgmester deltager ikke i flere gruppemøder
Foto: TV2 Nord og TV Midtvest
Thisteds borgmester, Lene Kjelgaard Jensen, deltager ikke længere i Venstres gruppemøder i kommunalbestyrelsen. Ganske udramatisk, lyder det fra partiet om den beslutning.
Når Venstre i Thisted Kommune fremover skal holde gruppemøder i kommunalbestyrelsen, vil den nuværende borgmester fra partiet, Lene Kjelgaard Jensen, ikke længere deltage.
Det erfarer Limfjordupdate.dk, som har fået det bekræftet af flere kilder i Venstre i Thisted.
Beslutningen kommer, efter gruppeformand Niels Jørgen Pedersen for nylig blev valgt som Venstres borgmesterkandidat i Thisted til kommunalvalget 2017. Lene Kjelgaard Jensen vil derfor give plads til den nye kandidat. En beslutning, der i Venstre betegnes som "naturlig og udramatisk".
Lene Kjelgaaard har samtidigt meddelt gruppeformændene i kommunalbestyrelsen, at de fremover indkaldes til møder, hvor aktuelle politiske emner diskuteres, og hvor man tilrettelægger de kommende emner i kommunalbestyrelsen.
Det første møde i formandsgruppen afholdes ifølge Limfjordupdate.dk fredag.