Vælgermøde skulle få nydanskere i stemmeboksen
For en hel del nydanskere er valget den 21. november ikke blot første gang de får lov til at stemme ved et dansk valg. Det er måske også første gang, de overhoved får lov til at stemme.
Integrationsrådet i Jammerbugt kommune holdt onsdag vælgermøde for at få flere nydanskere til at stemme. Noget, kun cirka 40 procent af de stemmeberettigede flygtninge og indvandrere rent faktisk gør.
For at opnå stemmeret, skal man som flygtning have opholdt sig i landet i over tre år. For mange flygtninge er det måske første gang, de skal stemme, fordi de kommer fra lande uden demokrati eller med helt anderledes styreformer end her.
- Det er ikke som her, hvor der er mange partier. Der var kun et, og de kontrollerede valget, og der var også kun en kandidat, siger Alaaeddin Kattan fra Syrien til TV2 Nord.
Vælgermødet blev holtd på Jammerbugts Sprog- og kompetencecenter, hvor flygtningene i forvejen kommer for at lære dansk og dansk kultur. De har dog endnu ikke lært, at mange danskere ofte vælger at være private om, hvem de stemmer på.
- Jeg vil stemme på Socialdemokratiet. Fordi de har de bedste planer for integration og flygtninge, siger Alaaeddin Kattan fra Syrien.
Et andet bud kom fra Damberi Biswa fra Butan:
- Jeg vil stemme på Venstre, fordi de er de bedste til at tage sig af børneområdet og af økonomien.