Fik to stemmer ved seneste kommunalvalg: Stiller op igen
Der er mennesker, der sluger stemmer ved valget, og så er der dem, der skal kigge langt efter bare en håndfuld.
En af det forrige kommunalvalgs bundskrabere har ikke mistet modet - derfor har han valgt at give kommunalvalgkampen endnu et forsøg.
Per Christensen er ikke sådan at slå ud. Trods det mange ville kalde et miserabelt valg i 2013 er den 64-årige nordjyde klar til at kæmpe for nye stemmer til sit parti den 21. november.
- Det er ikke altid, at vi mennesker får dét, vi beder om, siger Per Christensen.
Og det gjorde kristendemokraten, der stiller op for Kristendemokraterne i Brønderslev kommune, i hver fald ikke ved seneste kommunalvalg. Her stemte kun to sjæle på ham.
- Så tænker man da øv, det gør man da. Men så fik jeg en pibe tobak mere, end jeg plejer, og så er det jo bare med at komme i gang igen, lyder det fra Per Christensen, der til daglig arbejder som gartner ved Vennebjerg Kirke.
Ved kommunalvalget i 2005 fik han 11 stemmer, og dermed fik han altså et noget dårligere resultat i 2013, men det får ikke gartneren til at give op.
- Nej, for jeg tror på ideen og på at vores parti er godt for samfundet. Derfor stiller jeg op igen, fortæller han.
Ved valget den 21. november kan kristendemokraten muligvis øge sit stemmetal med 50 procent. Det sker, hvis han stemmer på sig selv - det gjorde han nemlig ikke sidste gang.