Fem borgerlige partier går sammen i blåt valgforbund
Fra venstre: Kristoffer Hjort Storm (DF), Thomas Krarup (C), Tina French Nielsen (V), Kirsten Algren (løsgænger) og Hans Peter Beck (LA).
Ved kommunalvalget kan borgerne sætte kryds ved et samlet blåt valgforbund i Aalborg Kommune.
Der skal et systemskifte i Aalborg til. Sådan lyder forklaringen på, at Venstre, Liberal Alliance, Konservative, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og løsgænger Kirsten Algren er gået sammen i et valgforbund.
- Vores valgforbund sætter en streg under, at der er et samlet blåt alternativ til den politiske ledelse, vi har i Aalborg Kommune i dag, siger Tina French Nielsen fra Venstre.
Alle de borgerlige partier i kommunen er med. Sådan var det ikke tilbage ved kommunalvalget i 2013. Her var det kun Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti, der gik sammen.
Valgforbundet peger på områder som erhvervspolitik og parkering og infrastruktur som noget, de deler holdninger til.
Ved Dansk Folkeparti er de desuden ikke interesserede i at miste et mandat, som de gjorde i 2013.
- Ved sidste valg mistede vi et mandat til Radikale Venstre fordi vi ikke var med i et valgforbund. Det scenarie vil vi ikke risikere udspiller sig igen. Derfor er vi rigtig glade for at vi ved dette valg indgår i et stor og bredt valgforbund, siger Kristoffer Hjort Storm fra Dansk Folkeparti.
Også den forholdsvis nye spiller, Nye Borgerlige, har altså valgt at gå med i valgforbundet. Det samme har løsgænger Kirsten Algren.
Alle håber på at skifte den nuværende borgmester fra Socialdemokratiet, Thomas Kastrup Larsen, ud med en ny – og selvfølgelig blå – borgmester.
- Det Konservative Folkeparti i Aalborg går målrettet efter både et borgmesterskifte, en rådmandspost og flere konservative medlemmer. Alle tre mål ser vi bedst opnået gennem et samlet, borgerligt valgforbund, siger konservative Thomas Krarup.