Politianmeldelse i omstridt havnesag kan være på vej
Er der noget, som skal meldes til politiet. Er der nogen, som man kan bede om at erstatte det? Det skal en advokatundersøgelse blandt andet kaste lys over, lyder det fra borgmester.
Økonomien under Frederikshavn Havn vakler. Gælden er vokset til 1,6 milliarder kroner, og der mangler fortsat penge i kassen til at betale regninger.
Hvordan kunne det gå så galt. Det spørgsmål skal nu besvares i en advokatundersøgelse.
- Jeg går også selv og tænker, hvor gik det galt, og hvor skulle vi have set det, og har vi alle sammen været fyldt op af lykkerus og ikke kunne tænke klart, og hvem skulle have bremset det, og hvem har et ansvar. Alt det er vi nødt til at få rullet op, siger borgmester Birgit S. Hansen (S), Frederikshavn Kommune.
Jeg indrømmer gerne i dag, at jeg har tænkt tanken, har du været for naiv, Birgit Hansen. Har du været forblændet af en ledelse, som har sagt, at det bliver nok bedre i morgen, og der er jeg kommet frem til, at svaret er ja
Birgit S. Hansen, borgmester, Frederikshavn Kommune
Beslutningen om at i iværksætte en advokatundersøgelse skal formelt godkendes af byrådet i morgen onsdag, efter at borgmesteren har sat punktet på dagsorden.
- En advokatundersøgelser vil også kunne vise om, der er foregået noget, som er ansvarspådragende. Er der noget, som skal meldes til politiet. Er der nogen, som man kan bede om at erstatte det, lyder det fra borgmesteren.
Sagen ser ikke køn ud
Advokatundersøgelsen vil blive dyr, men det er en nødvendighed, lyder det i dag fra en række politikere i byrådet.
- Sagen ser ikke køn ud.
Sådan lyder det fra byrådsmedlem Peter Sørensen (UP), der bakker op om en advokatundersøgelse.
- Der er mange spørgsmål, som kræver svar, og som skal afdækkes. Der er flere ting, som ser mystiske ud. Derfor er det godt at få en advokatundersøgelse. Det er et spørgsmål om at placere et ansvar der, hvor det høre til, siger han.
Også hos SF er der opbakning til en advokatundersøgelse.
- Jeg synes, at det er fornuftigt. Vi har ikke råd til at lade være, selv om det bliver dyrt, siger Christina Lykke Eriksen (SF).
Også hos partiet Venstre er man klar til at sige ja til en advokatundersøgelse, hvis præmissen, som skal undersøges, er den rigtige.
- Den, der betaler musikken, bestemmer også hvad, der sættes i gang, og derfor håber jeg, at hele byrådet bliver inddraget i det, siger Mette Hardam (Venstre).
Venstre har som det eneste parti flere gange stemt imod, at kommunen skulle give den ene lånegaranti efter den anden.
Økonomien har sejlet i årevis
Som TV2 Nord de seneste måneder har kunnet dokumentere, har økonomien igennem flere år sejlet i Frederikshavn Havn.
Alene takket være lånegarantier fra Frederikshavn Kommune på en kvart milliard siden september sidste år har den kriseramte havn indtil videre kunnet betale sine terminer.
Det afslører en række interne dokumenter fra havnens ledelse, som TV2 Nord har fået aktindsigt i.
- Jeg har stået skulder ved skulder med ledelsen dernede, og jeg indrømmer gerne i dag, at jeg har tænkt tanken, har du været for naiv, Birgit Hansen. Har du været forblændet af en ledelse, som har sagt, at det bliver nok bedre i morgen, og der er jeg kommet frem til, at svaret er ja, siger borgmesteren.
Bestyrelse gik - direktion fyret
Tilbage i september sidste år forlod tre bestyrelsesmedlemmer havnen, og deriblandt den tidligere formand Bo Uggerhøj.
I januar var ikke længere tillid til havnens direktion. Her blev den daværende havnedirektør Mikkel Seedorff Sørensen og vicedriftsdirektør Kim Nielsen fyret med øjeblikkelig virkning.
Hvorfor stopper du ikke havnedirektøren og siger, at der er noget galt her?
- Jeg prøver overhovedet ikke at stå ved håndvasken. Vitterligt. Byrådet og jeg er lægfolk. Jeg er sygeplejerske, og hvis jeg skulle have opdaget det, så skulle jeg nærmest være juraprofessor i økonomi med havne som speciale, og det er jeg desværre ikke.
De seneste måneder er det økonomiske kaos i havnen blevet endevendt af den nye bestyrelse og direktion med tidligere departementschef i statsministeriet Karsten Dybvad i spidsen.
Det er blandt andet tilbagemeldinger til politikerne om en række ting, som ser mystiske ud, der har ført til beslutningen om at lave en advokatundersøgelse.
En advokatundersøgelse, som, borgmesteren håber, kan være afsluttet inden nytår.
Kommunen kan overtage havn
Den nye bestyrelse og direktion har arbejdet intens på at finde en løsning på havnens økonomiske problemer, som i værste fald kan ende med at kommunen bliver tvunget til at overtage havnen.
Med andre ord så kan et af de mulige scenarier for havnens overlevelse være at havnen så at sige aflevere nøglerne til kommunen, hvorefter havnen ikke længere vil være en kommunal selvstyrehavn men i stedet helt og holdent overgår til Frederikshavn Kommune.
Pressemøde onsdag om havnen
Meget tyder på, at den nye direktion og havnebestyrelse nu er kommet så langt i forhold til at få klarhed over den alvorlige økonomiske situation, at man er klar til at melde nyt ud.
Frederikshavn kommune har indkaldt til pressemøde i morgen onsdag kl. 17.30. Borgmesteren og bestyrelsesformand for havnen, Karsten Dybvad, vil orientere om advokatundersøgelsen og status på Frederikshavn Havn.
Pressemødet kan ses direkte på tv2nord.dk