Nordjysk kulturliv siger nej til Rusland
Foto: Rene Jeppesen / Musikkens Hus
Aalborg Symfoniorkester dropper koncert med russisk operasangerinde.
Aalborg Teater har aflyst forestilling med russisk instruktør, Aalborg Symfoniorkester dropper koncert med russisk operasangerinde og Tall Ships Races 2022 ønsker ingen russiske skibe i årets udgave.
Både sportsverdenen, erhvervslivet og kulturlivet tager kraftig afstand fra situationen i Ukraine.
Det gælder også i Nordjylland, hvor Aalborg Teater tirsdag har meldt ud, at man dropper den forestilling, der skulle have skudt den nye teatersæson i gang.
Teaterstykket ’Ivanov’ af Anton Tjekhov skulle skulle have været iscenesat af den verdenskendte russiske instruktør Yuri Butusov, der er berømt for sine særegne iscenesættelser af store klassikere.
Det kommer imidlertid ikke til at ske. Teatret har grundet krigen i Ukraine valgt ikke at sætte forestillingen op.
Det oplyser teaterdirektør Hans Henriksen. Han tilføjer, at Aalborg Teater tager afstand fra det, som sker i Europa lige nu, og ønsker ikke at sætte forestillingen op med den nuværende verdenssituation in mente.
Trækker sig fra koncert
Også Aalborg Symfoniorkester har aflyst en koncert med den russiske operasangerinde Anna Netrebko. Koncerten skulle have fundet sted i Hamborg, men den russiske operasangerinde har selv valgt at udskyde koncerten til den 7. september på grund af situationen i Ukraine.
Aalborg Symfoniorkester kommer dog ikke til at deltage i koncerten den 7. september.
- Vi befinder os i en historisk alvorlig situation, og som kulturinstitution bærer vi et vigtigt ansvar i at sætte ind, hvor vi kan. Vi har således de seneste dage været i intens dialog med koncertens arrangører frem mod dagens udmelding, fortæller Lasse Rich Henningsen, som er direktør i Aalborg Symfoniorkester.
Ønsker ikke russiske skibe i værtshavne
Den traditionsrige kapsejlads, Tall Ships Races, forventes at bringe 750.000 gæster til Aalborgs gader og stræder, når byen er sluthavn i år.
Det store arrangement, som Sail Training International står bag, kommer dog ikke til at tillade russiske skibe at deltage.
Det oplyser eventchef i Aalborg Events, Søren Thorst.
- Ingen af de fire værtsbyer Aalborg, Antwerpen, Harlingen og Esbjerg ønsker at lægge havn til russiske skibe, fortæller han.
Det drejer sig om tre russiske skibe, som ikke vil være at finde til årets sejlads.