Jacob og Lasse fragter nødhjælp til Ukraine: - Her kunne vi gøre en forskel
Foto: Bruno Stagsted / TV2 Nord
De to nordjyder har fyldt en varevogn med nødhjælp, og kørt den fra toppen af Danmark til Ukraine.
En varevogn fra Aalborg blev hurtigt fyldt med nødhjælp, inden den fandt vej til den polsk-ukrainske grænse lørdag aften.
Lige siden krigen brød ud i Ukraine har lysten til at hjælpe det slaviske folk været kæmpestor. Det var også tydeligt lørdag aften, hvor store store dele af Danmark var samlet omkring tv-skærmene for at se støtteshowet, Sammen For Ukraine. Her blev der i alt samlet hele 165 millioner kroner ind.
Men to nordjyder, der ikke fulgte med i showet, var Jacob Krogh Hannibalsen og Lasse Baun. De gik nemlig skridtet videre og tog sagen i egen hånd.
Via opslag på Facebook og et velvilligt netværk lykkedes det de to mænd fra Aalborg at fylde en varevogn helt til kanten med nødhjælp, inden de fredag og lørdag selv kørte den til den polsk-ukrainske grænse ved byen Przemysl.
- Vi vil gerne hjælpe, hvor vi kan, siger Jacob Krogh Hannibalsen, og Lasse Baun bakker ham op.
- Vi har tidligere set mennesker i nød rundt omkring i verden. Men ofte sker det så langt væk, at man ikke har haft mulighed for at gøre noget. Det er svært at tage til steder som Sydsudan, Mali eller Syd- og Mellemamerika. Men her kunne vi rent faktisk gøre noget, siger Lasse Baun.
Stor opbakning til indsamling
Der gik ifølge de to mænd ikke længe, fra de spurgte deres netværk på blandt andet facebook, om folk ville hjælpe med indsamlingen, til at bilen var fyldt med babymos, tøj og andet nødhjælp.
- På fire dage har vi fået samlet det hele ind. Det kommer fra Aalborg, Nørresundby, Hobro og Them, og der er en masse folk, der har været med til at få stablet det her på benene, fortæller Jacob Krogh Hannibalsen.
Støtten har været stor fra start, fortæller Lasse Baun:
- Vores opslag er blevet delt af rigtig mange mennesker, og der har været bloggere og virksomheder inde over, som har gjort en indsats, siger han og fortsætter:
- Det er simpelthen bare fantastisk at se den store opbakning. Når vi kommer herned og ser alle de kvinder og børn, der har forladt deres hjem og som vælter grædende ud af busser fra deres hjem, så man jo næsten nødt til at hjælpe.
Varevognens nødhjælp finder vej til Ukraine
Grænsebyen Przemysl har lige siden krigen brød ud været det første stop for mange ukrainske flygtninge, på deres vej til sikkerhed i EU. Ligeledes har byen været samlingspunkt for store mængder nødhjælp, der i løbet af de seneste uger er strømmet til fra hele Europa.
Derfor er der også rigtig store mængder tøj, toiletartikler, mad og andet nødhjælp ved byens samlingspunkter. Men det er svært at få nødhjælpen ind i Ukraine til de mennesker, der formentligt har allermest brug for den.
- Folk kommer næsten fra hele verden med ting lige nu. Der er næsten for meget lige nu, siger Jacob Krogh Hannibalsen.
- Men vi har fået kontakt til en ukrainsk lastbil, som gerne vil tage vores sending med direkte ind i Ukraine, så det ikke skal ligge her, siger han.
Hjælpen fra Nordjylland skulle allerede i dag mandag være inde i Ukraine, hvor de to mænd fra Aalborg håber, den kan gøre gavn.
- Vi ville yde noget, og vi ville gøre noget. Og nu håber vi, det gør en forskel i Ukraine, siger Lasse Baun.
Se Jacob Krogh Hannibalsen og Lasse Bauns varevogn lige her: