Forsvarsminister om nordjysk militær-indsats: - I gør Danmark stolte
Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix
- Jeg vil gerne henvende mig direkte til dem, der har hjulpet til. Jeres indsats betyder meget for Ukraine. Tusind tak for det, I gør Danmark stolte, lød det fra Forsvarsminister Morten Bødskov på et pressemøde tirsdag.
Mandskab fra flyvestationen i Aalborg har succesfuldt fløjet panserværnsvåben til Ukraine. Missionen blev gennemført i et Herkulesfly.
Tirsdag eftermiddag blev den sidste sending af danske panserværnsvåben afleveret til Ukraine – og tirsdag aften landede flyet igen på dansk jord.
Danmark har doneret 2700 skulderbårne panserværnsvåben til Ukraine.
Tirsdag aften takkede forsvarsminister Morten Bødskov for indsatsen med at få våbnene fragtet til Ukraine. En indsats han i en direkte henvendelse til dem, som har hjulpet til, kalder ”imponerende og hurtig”.
Meget vigtig indsats
Tirsdag aften stod det klart, at missionen med at få danske panserværnsvåben til Ukraine er blevet løst hurtigt og effektivt.
Forsvarsministeren udtrykte stor tilfredshed med indsatsen.
- Det er ikke bare en imponerende, men også en meget hurtig indsats, vi har set fra vores folk i Forsvaret, lød det fra Morten Bødskov.
Men han stoppede ikke der.
- Jeg vil gerne henvende mig direkte til dem, der har hjulpet til. Jeres indsats betyder meget for Ukraine. Tusind tak for det, I gør Danmark stolte, sluttede han.