Et godt tilbud: Vil du have en gratis båd?
I det seneste stykke tid har TV2 Nord skrevet flere gange om forladte både rundt om i det nordjyske, men nu tager Vesthimmerlands Kommune en alternativ løsning i brug.
Her tilbyder de nemlig, at man kan afhente både ganske gratis.
"Igennem hele 2024 har vi forsøgt at finde ejerne til fem efterladte både i Hvalpsund. Det er IKKE lykkes og derfor kan de nu afhentes helt gratis på den gamle opliggerplads i Hvalpsund," skriver Vesthimmerlands Kommune på Facebook.
Alle de fem både skal fjernes fra pladsen i Hvalpsund inden 1. december i år, og der kan ringes til Team Havn, Natur og Byrum i kommunen, hvis man har interesse i en gratis båd.