Kort Nyt

Slag og ødelagt hjem: Rasende søn røg i flæsket på sin far

Fredag aften lidt efter klokken 21 var der drama inden for hjemmets fire vægge på en adresse i Aars.

En 18-årig søn mistede fatningen og slog sin far, ligesom han raserede hjemmet, oplyser Jan Senft fra Nordjyllands Politi i Hobro.

Den vrede søn bliver anholdt af en politipatrulje og bliver bragt til detentionen i Aalborg, og i den forbindelse får han også lige sendt en sviner afsted til en betjent.

'Dumme pansersvin' var de mere eller mindre bevingede ord fra den 18-årige mand, og de ord bliver han sigtet for.

Jan Senft fortæller yderligere, at der har været tidligere hændelser på adressen.

Aalborg-brand under kontrol

Opdateret: Først fremgik det i artiklen, at branden var i Yoshi Sushi - indsatslederen fra Nordjyllands Beredskab oplyser dog om, at branden var i bygningen ved siden af.

Røgen er lige nu tyk fra bygningen ved siden af restauranten Yoshi Sushi på Mølleparkvej i Aalborg tæt ved Sygehus Syd.

Det brænder, og der er godt tryk på, oplyser Nordjyllands Beredskab, der netop er ankommet til stedet, efter de fik meldingen klokken 12.49.

- Vi fik meldingen om brand i en lejlighed, og da vi kommer derud, kan vi se, at der er kraftig brand- og røgskade fra både stue og første sal i bygningen, siger indsatslederen Nicolai Kanstrup fra Nordjyllands Beredskab.

- Til at starte med eftersøger vi efter personer, men alle er kommet ud ved egen hjælp. Dog er tre kørt på skadestuen med røgforgiftning i vågen tilstand, så det er ikke noget kritisk.

Hvor mange personer, der var i bygningen, har indsatslederen ikke oplysninger om på nuværende tidspunkt.

Nordjyllands Beredskab har branden under kontrol og venter nu på skadesservice.

Foto: Christian Henriksen / TV2 Nord

Veteran fravalgt: Kun en Aalborg-spiller på landsholdet

Aalborg Håndbold-spiller Thomas Arnoldsen er med, når det danske landshold samles mandag 4. november for at spille to kampe ved EHF Euro Cup mod Norge og Sverige.

Opsigtsvækkende er det dog, at han er den eneste spiller fra klubben, som er at finde på listen.

For selvom det giver sig selv, at Niklas Landin ikke ville være at finde, efter han meddelte, at han ville stoppe på landsholdet efter OL, så er både Simon Hald, Henrik Møllgaard og Mads Hoxer fraværende.

Alle tre var udtaget til OL med landsholdet, og de to førstnævnte var med til at vinde guld, mens Mads Hoxer måtte tage fra landsholdslejren allerede inden Danmarks OL-testkampe på grund af en ankelskade.

Henrik Møllgaard var modsat kollegaerne Mikkel Hansen og Niklas Landin ikke ude og melde sit stop på landsholdet, i stedet lød det fra Aalborg-spilleren, at hans ageren på landsholdet nok slutter, før han selv har lyst.

Banken ringede, og så gik mand ind og bestjal 84-årig

En 84-årig mand blev udsat for en prekær forbrydelse fredag aften.

Klokken 18.00 blev han ringet op af 'banken', og stort set samtidig, bevægede en anden mand sig ind i den 84-årige mands lejlighed på Chrestensmindevej i Sæby.

- Han gik rundt og kiggede og fandt et hævekort. Da han havde fundet det, gik han igen uden at have snakket med forurettede, oplyser Peter Skovbak fra lokalpolitiet i Frederikshavn.

Herefter blev telefonsamtalen med 'banken' afbrudt.

Efterfølgende er der blevet hævet på kortet, men hvor meget, der er blevet hævet, ved Nordjyllands Politi ikke endnu.

Den 84-årige mand har givet et signalement på manden, der bevægede sig ind i lejligheden og stjal hævekortet.

Signalement

  • Mand, 25-30 år.

  • Almindelig af bygning.

  • Taler dansk.

  • Lysblond hår.

  • Pænt klædt.

Peter Skovbak fortæller yderligere, at Nordjyllands Politi har fået henvendelser fra andre borgere, der har været udsat for noget lignende fredag.

En i Sæby blev ringet op 17.15, en i Lyngsaa 17.22, en i Hørby 17.45 og en i Sæby 19.30, men de steder har man afvist henvendelserne.

- Vi vil gerne gentage den advarsel, vi er kommet med mange gange på det sidste. Man skal tage sig i agt ved de her opkald. Banken ville aldrig ringe, ligesom der aldrig vil komme nogen og hente et kreditkort. Man skal afvise ved den slags opkald, kommer opfordringen fra Peter Skovbak fra lokalpolitiet i Frederikshavn.

Mand afgået ved døden: Blev reddet ud af brændende bygning

Nordjyllands Beredskab kørte klokken 9.57 til en brand i en lejlighed på Lundsgårdsgade. Her er beboeren, der var en mand i 30'erne afgået ved døden, efter han blev reddet ud af bygningen i kritisk tilstand.

Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi Torben Arendrup.

Meldingen på, at der kommer røg fra første sal, og derfor sendte beredskabet et røgdykkerhold på adressen. Holdet fandt beboeren i huset, og han blev kørt med politieskorte til Aalborg Universitetshospital i kritisk tilstand.

Røgdykkerne fortsatte sin eftersøgning, men fandt ikke andre i bygningen.

Brandårsagen skal undersøges ifølge vagtchefen, og de pårørende er underettet.

Uheld på E45: Tre børn og en forældre sendt på sygehuset

På E45 Nordjyske Motorvej fra Hobro mod Aalborg mellem afkørsel 31 Støvring S og afkørsel 30 Støvring N var der klokken 7.34 mandag morgen et trafikuheld.

Her blev tre børn og en voksen sendt til tjek på sygehuset, efter du var blevet påkørt bagfra. Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi Torben Arendrup.

- Føreren bremser på grund af kø, der måske skyldtes den brændende bil længere fremme, det registrerer bilen bagved ikke, og derfor kører man op bagi, fortæller han.

Der skete ingen større personskade, men de tre børn i bilen klagede ifølge vagtchefen over smerter efter selen, og derfor blev de kørt til tjek på sygehuset.