Iskolde tyveknægte på jagt efter varme?
Kulden har efterhånden virkelig ramt Nordjylland, så der skal skrues op for varmen.
Om netop det er årsagen til det noget utraditionelle tyveri i Gislum nær Aars onsdag eftermiddag, vides dog ikke.
På Binderupvej blev der mellem 15.10 og 16.10 begået et indbrud i en garage, som stod ulåst, oplyser Lokalpolitiet Himmerland.
Da ejerne kom hjem til huset, var det dog hverken racercykler, dyrt værktøj eller en bil, der havde forladt garagens tryghed.
I stedet var ejernes pillefyr blevet markant fattigere, for fyret var stadig i garagen, men tyvene havde i stedet taget omkring tre sække træpiller.
Hvem, der står bag det varmesøgende tyveri, vides ikke.