Derfor skete dødsulykke på Rute 13
Det var en overhaling, der var skyld i den tragiske ulykke, der tirsdag kostede to mænd livet på rute 13.
Det fortæller politiassistent Anders Kammer fra lokalpolitiet i Hobro.
Politiet er blandt andet nået frem til den konklusion på baggrund af et vidne, der kørte foran den varevogn, der var involveret i ulykken. Vidnet skulle nemlig svinge til venstre ad Viborgvej/Smorupvej og var derfor standset op i sin hvide bil.
Det opdagede varevognen ikke, og derfor forsøgte den at undvige den hvide bil ved at overhale venstre om i modsatte vejbane. Her kom en lastbil dog kørende, og derfor kørte varebil og lastbil frontalt sammen.
De to mænd i varebilen - en mand på 25 år og en mand på 26 - mistede livet i forbindelse med ulykken. De to mænd kommer fra henholdsvis Vejen og Amager.
Chaufføren i lastbilen blev efter ulykken kørt med politieskorte til Aalborg Universitetshospital, hvor han er blevet opereret. Han er uden for livsfare.
Den tragiske ulykke betød, at politiet ryddede op på stedet til langt ud på natten, fordi lastbilen ramte en bygning i forbindelse med ulykken. Oprydning som borgere hjalp til med, fortæller politiassistenten.
- I den forbindelse mangler vi fire springblink. Det er donutformede lamper, der blinker blåt, som man kan lægge ud ved færdselsuheld og ulykker. Hvis man ligger inde med dem, må man gerne aflevere dem til politiet, siger Anders Kammer.