25-årig kvæstet - kørte i grøften på sin Puch Maxi
Ingen andre var involveret i uheldet, der sendte ofret på skadestuen med rygsmerter.
En ung mand fra Aars kom slemt til skade natten til onsdag, da han kørte galt på sin Puch Maxi i Farsø.
Den 25-årige kom kørende mod øst ad Hestbækvej, da han klokken 02.29 forulykkede i en kurve, lige inden vejen møder Nibevej.
- Kurven er for skarp til, at han kan styre den, så han kommer til at køre i grøften, fortæller politikommissær Mikkel Brügmann fra Nordjyllands Politi om solouheldet.
Den forulykkede mand blev kørt til Regionshospitalet Viborg for at få behandling for sine skader. Han klagede over smerter i ryggen, da ambulancen hentede ham. Men han var ikke i livsfare.
- Vi er ved at kigge ind i, om der har været spiritus indblandet, siger politikommissær Mikkel Brügmann.