Kort Nyt

22-årig bilist jagtede 19-årig cyklist: Endte fastklemt under bil

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Fredag eftermiddag udspillede der sig en vild episode omkring Brøndumvej ved Skarp Salling.

Klokken 17.10 fik Nordjyllands Politi meldingen om et færdselsuheld med fastklemte. 

Ved ankomst kunne noget dog tyde på, at der var tale om mere end et uheld. 

En 22-årig bilist havde taget turen ud på et grønt areal, hvorefter han havde kørt en 19-årig cyklist ned. Nordjyllands Politi har en mistanke om, at det var en bevidst handling. 

- Ifølge vores oplysninger, er han blevet jagtet ude på et grønt areal. 

- Det ender ved en kant, hvor han bliver påkørt og ender under bilen, lyder det fra vagtchef ved Nordjyllands Politi Jesper Sørensen.

Den 19-årige mand er fragtet til Aalborg Universitetshospital og er lige nu ved at blive tjekket.  

Den 22-årige mand er anholdt og sigtet for grov vold samt for at bringe den 19-åriges liv i fare. Det kan føre til flere års fængsel. Samtidig er han sigtet for kørsel i påvirket tilstand.

Politiets juridiske afdeling er lige nu ved at se på, om den 22-årige mand skal fremstilles i grundlovsforhør lørdag.

Lun mandag: Tirsdag kommer kulden igen

I modsætning til den lune mandag, der har været flere steder, får nordjyderne igen brug for huer, halstørklæder og vanter tirsdag.

Prognose tirsdag klokken 13. Foto: TV 2 Vejret

For selvom termometrene forventes at vise 3-4 plusgrader tirsdag morgen, tiltager vinden, og derfor vil det føles som minus to til minus fem grader.

For natten til tirsdag vil vinden i Skagen dreje om i nord, og det vil blæse op til kuling fra nordøst, og det vil trække koldere luft ned over Nordjylland.

Ovenstående grafik viser den følte temperatur, som er en kombination af vind og temperatur.

Hele tirsdagen vil temperaturen falde, og fra tirsdag sen eftermiddag vil den første frost indfinde sig.

Om som tirsdag eftermiddag bliver til tirsdag aften, kan temperaturen falde til frysepunktet. Derfor skal man være opmærksom på vejene, der kan blive glatte.

Hullet under Skagenvej udvides først i 2025

Det skabte stor glæde i Elling, da Vejdirektoratet i januar kunne fortælle, at arbejdet med at udvide Skagensvej ville være overstået, inden 2024 var omme.

Men det kommer ikke til at ske. Projektet er udskudt, fortæller Mette Aaris-Nielsen, der er projektleder ved Vejdirektoratet.

- Status er, at tidsplanen for projektet har rykket sig lidt. Det skyldes, at Vejdirektoratets rådgiver er i gang med at detailprojektere anlægsprojektet og i den forbindelse har det vist sig nødvendigt at gennemføre en miljøscreening ved Trafikstyrelsen og der forventes et svar fra myndigheden i foråret 2025, siger Mette Aaris-Nielsen, der er projektleder ved Vejdirektoratet.

Og det kan godt skabe bekymringer i den lille by Elling, der for ti år siden oplevde et gigantisk skydbrud, der var skyld i, at byen blev oversvømmet.

Vandet i Elling Å kunne nemlig ikke komme ud under Skagensvej mod udløbet i Kattegat. 25 indbyggere mistede deres hjem.

Men borgerne i Elling må forberede sig på at være nervøse det meste af næste år. Vejdirektoratet kan nemlig først gå i gang med arbejdet i efteråret 2025.

Værk af kendt skagensmaler solgt for millioner

Fire millioner kroner.

Det er, hvad P.S. Krøyer-maleriet 'Fru Marie Krøyer i Haven paa Skagen' blev solgt for, da det mandag aften var på auktion hos Auktionshuset Bruun Rasmussen.

Det skriver auktionshuset i en pressemeddelelse.

Ifølge dem er det et af Krøyers mest gennemførste impressionistiske værker og noget af det ypperste inden for friluftsmaleriet. I motivet fremstår Marie Krøyer som en del af naturen, elegant bøjet over en blomst i et hav af lysende mælkebøtter.

- Salget af 'Fru Marie Krøyer i Haven paa Skagen' vidner om den fortsatte fascination og værdsættelse af P.S. Krøyers kunst. Værket er fra en af de lykkeligste perioder i Krøyers liv, hvor kærligheden til både kunsten og Marie blomstrede. Det er et fantastisk maleri, som på smukkeste vis demonstrerer Krøyers evne til fange stemningen og øjeblikket. Man kan nærmest dufte græsset og mærke solens varme, siger Julie Arendse Voss, der er afdelingsleder for ældre kunst hos auktionshuset.

30.000 kroner samlet ind til familier, der mistede drenge i sandskred

I en indsamling, der har været i gang i omtrent halvanden måned, er der indsamlet 30.000 kroner til de to familier, der mistede deres to drenge i et sandskred i Vorupør i august.

Det skriver TV Midtvest.

- De er meget taknemmelige. Det har de skrevet flere gange, siger Louise Lindgaard Johansen, der er initiativtager, og som løbende har været i kontakt med familierne, til TV Midtvest.

Indsamlingen har handlet om at vise familien, at de stadig fylder i tankerne hos de lokale i Vorupør.

Hun fortæller videre til mediet, at det er dejligt, at familien har haft overskud til at forstå tankerne, der ligger til grund for indsamlingen.

Arne Boelt bliver S-kandidat til regionsrådet

Det bliver Hjørrings Arne Boelt, der skal forsøge at få posten som regionsrådsformand på socialdemokratiske hænder, når der er valg til posten 18. november næste år.

Det er netop afgjort ved en urafstemning.

Ved en afstemningen fik Arne Boelt 71,1 procent af stemmerne, mens den eneste modkandidat, Mogens Nørgård, der i dag er 2. næstformand i regionsrådet og sit partis gruppeformand, fik 28,9 procent af stemmerne.

63-årige Arne Boelt var fra 2010-2021 borgmester i Hjørring, men måtte se sig slået af Venstres Søren Smallbro, som han overlod borgmesterkæden til.

Han er bosiddende i Sindal og sidder i øjeblikket i byrådet i Hjørring, men genopstiller ikke.

41,4 pct. af de socialdemokratiske partimedlemmer deltog i valget af spidskandidat.