Kort Nyt

Surfere var i fare for at drukne

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

To surfere var i særdeles store problemer.

Trygfondens Kystlivredning havde søndag to 'røde aktioner'. Altså aktioner hvor det vurderes, at en eller flere personer har været i livsfare.

Der var tale om to surfere, som for alvor var kommet på dybt vand på Nørre Vorupør Strand. I det ene tilfælde opdagede en livredder en kite - uden kitesurfer. Kort tid efter fik livredderen øje på personen, som var at finde omkring 300 meter ude i vandet.

Det fik livredderen til tage sit board og sejle ud til kitesurferen, som efterfølgende blev samlet op på boardet. Kitesurferen fortalte, at han havde quick-releaset, og at hans safety-leash derefter var sprunget, efter den blev ramt af en stor bølge.

Livredderen fik kitesurferen, der var lettere afkræftet, padlet sikkert ind til land, hvor den anden livredder stod klar til at tage imod ham.

En windsurfer var selvsamme dag også ved at komme helt galt af sted. Det var en strandgæst, som gjorde livredderne opmærksomme på, at en windsurfer havde knækket sin bom.

Windsurferen befandt sig cirka 300 meter ude i vandet og var fanget i kraftig side- og udadgående vind. På grund af hård vind og bølger tog to livreddere båden og sejlede ud til windsurferen, der selv havde svært ved at komme ind til land på grund af vejrforholdene.

Windsurferen blev hjulpet op i båden af en af livredderne, som var hoppet i vandet for at hjælpe ham op. Efterfølgende blev han sejlet ind på land.

273 bilister i Nordjylland sigtet for vanvidsbilisme

En bil, der overhaler en civil politibil med 221 kilometer i timen, en mand med en promille på 2,8, der sætter sig bag rattet og ulovligt gaderæs.

Det er bare nogle eksempler fra det nordjyske, hvor bilister er blevet sigtet for vanvidskørsel og har fået beslaglagt deres køretøjer, siden loven om vanvidskørsel trådte i kraft i marts 2021.

I alt 273 er blevet sigtet i det nordjyske, siden loven om vanvidsbilisme trådte i kraft i marts 2021

Til og med 7. oktober har landets politikredse 3965 på landsplan gange rejst en sigtelse om vanvidskørsel.

Men der er store regionale forskelle, når det kommer til sigtelser for vanvidskørsel. Midt- og Vestjylland er højdespringeren, og de regionale forskelle handler måske om geografi.

- I København er man måske mere vant til at tage offentlig transport hjem, når man har drukket. Omvendt har man i områder med færre offentlige transportmuligheder måske oftere en anden tilgang til det, siger Christian Berthelsen fra Rigspolitiet til TV 2.

Uheld på E45

Lørdag morgen er der sket et uheld på E45 i sydgående retning.

Uheldet er sket mellem afkørsel 14 Flauenskjold og 15 Jyske Ås.

Uheldsstedet er ikke sikret endnu, men vejhjælp er på vej, skriver Vejdirektoratet på deres trafikkort.

Ifølge vagtchefen ved Nordjyllands Politi er der tale om en personbil, der har påkørt et krondyr.

Lokale vil bremse solcellepark med egen kæmpe-"solcelle"

Søren Vasegård giver ordrer og peger. En 4x5,5-meter stor hjemmebygget solcelle-attrap er ved at blive sat op på en mark lige udenfor Vester Hornum.

Han og en gruppe lokale demonstrerer over, at der er udsigter til, at området måske i fremtiden bliver fyldt med solceller og store vindmøller.

BioCirc har ansøgt om at opføre en solcellepark på godt 600 hektar, og samtidig lægges der op til, at der kan opføres 18 store vindmøller i kommunen.

Som TV2 Nord tidligere har fortalt, frygter de lokale, at en solcellepark kan forringe ejendomsvurderingerne i området. Derfor tog de fredag nye midler i brug med deres hjemmelavede solcelle-attrap.

- Vi gør det, så folk kan få en fornemmelse for, hvor stor sådan en egentlig er, siger Søren Vasegård, mens opstillingsarbejdet er i gang.

- Da vi var børn hed det OBS - Oplysninger til Borgerne om Samfundet. Så det er også for at hjælpe kommunen, uddyber Søren Vasegård.

Lokale vil hjælpe efterladte efter sandskredsulykke

Vorupør samler nu ind til familierne til de to drenge, der for knap to måneder siden omkom i en ulykke i klitterne.

For ulykken er på ingen måde glemt i lokalsamfundet, som har været hårdt ramt oven på hændelsen. Nu sætter en gruppe borgere gang i en indsamling, der skal hjælpe drengenes efterladte, fortæller en af initiativtagerne Louise Lindgaard Johansen.

- Der var allerede nogle, der spurgte til en indsamling, dengang det lige var sket, fortæller hun til TV MidtVest.

Siden ulykken skete har initiativtagerne brugt tiden til at få formelle ting på plads, herunder at få godkendt indsamlingen officielt og derudover brugt tiden på at række ud til de to berørte familier.

- Det har da været lidt svært, for man vil jo endelig ikke skrive noget til dem, der kan være stødende på nogen måde. Det er mennesker, der står midt i en sorg, så vi har villet sikre os, at vi ikke var for anmassende, siger Louise Lindgaard Johansen.