Pizzaria får sur smiley for 'skimmellignende ansamlinger'
10.000 kroner i bøde og en sur smiley i vinduet.
Det blev resultatet, da City Pizza i Thisted i august fik besøg af Fødevarestyrelsen.
- Mørke belægninger og produktrester på hylder i kølerum samt sorte og skimmellignende ansamlinger på gitter på ventilationen, lød blandt andet en af begrundelserne for smileyen og den ene af bøderne på 5000 kroner.
Ejeren af City Pizza, Ali Ahmad Kachmar, fortæller, at alle punkter fra fødevarestyrelsen er kommet i orden.
- Vi har styr på det. Der var noget galt med vores emhætte. Og det var nogle sorte prikker oppe på møllen i kølerummet, som der er blevet fjernet, fortæller han.
Derudover blev bøden på de resterende 5000 kroner udstedt for problemer med hygiejnen, da der manglede sæbe og engangspapirhåndklæder ved håndvasken, og så var fødevarevasken blokeret.
- Det har vi også gjort klar og fået styr på. Jeg ringer til dem og fortæller det, og så kommer de om nogle dage. Så vi får ikke en sur smiley igen, siger Ali Ahmad Kachmar.