Person død efter påkørsel af tog: Al togdrift indstillet
Opdateret klokken 22.00.
En 57-årig mand fra Aalborg er blevet påkørt af et tog ved banegården i Thisted og er senere afgået ved døden.
Det bekræfter vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Andreas Bang Andersen.
- Vi kom hurtigt frem sammen med beredskabet, hvor der blev givet livredende førstehjælp. Personen stod ikke til at redde og blev erklæret død på stedet, oplyser han.
De pårørende er underettet.
I forbindelse med ulykken er al togtrafik indstillet, og vagtchefen fortæller, at man forventer at være til stede i en times tid endnu for at foretage yderligere undersøgelser. I skrivende stund kender man endnu ikke til forløbet eller omstændighederne.
- Derefter er det op til Banedanmark, hvad der skal ske efterfølgende.
Politiet fik anmeldelsen klokken 19.24.