Omfattende seriehærværk på biler i Thisted
En bilejer kom ud til et trist syn, da han i morges gik ned til sin bil på Refsvej i Thisted.
Hans bil var i løbet af natten blevet udsat for hærværk ved, at nogen havde ridset i siden af hans bil.
Han tilkaldte Midt- og Vestjyllands Politi, og da de kom frem, kunne de konstatere, at det ikke var den eneste bil, som ukendte gerningsmænd havde besluttet sig for at ødelægge.
- Det er mindst 15 biler, der er blevet udsat for hærværk. Så det er det, vi kalder seriehærværk, siger vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi, Ole Vanghøj.
Bilerne fra husnumrene 33-39 på Refsvej var alle blevet ridset.
Vi mangler vidner og/eller overvågning til seriehærværk på biler på parkeringspladser, Refsvej i Thisted. Mindst 15 biler ridset med skarp genstand. Kontakt 114, hvis du har oplysninger til sagerne. #politidk
— Midt- & Vestjyllands Politi (@MVJPoliti) July 30, 2023
Derfor leder politiet efter vidner, eller videoovervågning, der kan have fanget gerningsmændene i deres ugerning.
Hærværket er sket i tidsrummer 21.30 til i morges, hvor bilejeren kom ud og opdagede hærværket. Hvis du har set noget, kan du kontakte Midt- og Vestjyllands Politi på 1-1-4.