77-årig cyklist dræbt i ulykke
En 77-årig mandlig cyklist mistede torsdag formiddag livet i en trafikulykke i Thisted.
Ulykken skete ved en rundkørsel på Østerbakken, hvor cyklisten stødte sammen med en varebil.
Der blev slået alarm klokken 10.54, og selv om redningsmandskabet ydede førstehjælp på stedet, blev den 77-årige erklæret død af en læge.
- Vi kender endnu ikke de nærmere omstændigheder ved ulykken. Dem forsøger vi nu at klarlægge i samarbejde med en bilinspektør, oplyser vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi, Andreas Bang Andersen.
Den 77-årige cyklist boede i Thisted. De pårørende er underrettet.