10 unge dømt for at stjæle vejskilte
10 thyboer, som er mellem 18 og 20 år, er blevet idømt mellem syv og 10 dages betinget fængsel for skiltetyveri.
Det skriver TV MIDTVEST.
De unge har stjålet 31 vejskilte i Thisted Kommune. Det er både byskilte - i blandt andet Nr. Vorupør, Snedsted og Nørhå - og færdselsskilte med hastighedsbegrænsninger, stop-skilt og indkørsel forbudt-skilte.
De unge tilstod alle at have kendt til og taget del i tyveriet af skilte, som de hængte op i et værksted, hvor de 'makkede med biler og knallerter', forklarede de i retten.
Anklagerfuldmægtig Jonas Nørgaard gik efter syv til 10 dages fængsel afhængig af, hvor involverede de hver især var. Den påstand valgte retten at følge.
Alle 10 modtog dommen.