Regionen finder 120 millioner til nyt barselshotel
Mens det nye hospitalsbyggeri er i gang i Aalborg Øst hører vi om den ene skandale efter den anden. Senest var beskeden, at den nye projektdirektør, der skulle få styr på byggeriet, har sagt op.
Men nu er der trods alt også lidt gode nyheder.
Indtil nu har der været afsat 6 millioner kroner til at etablere et patient- og barselshotel. Men i det nye budget er der afsat intet mindre end 120 millioner kroner over de næste fire år til at etablere de i alt 40 hotelværelser, som skal stå klar i 2027. Det skal desuden anvendes som nødsengeafsnit i tilfælde af eksempelvis en pandemi.
- Jeg er meget glad for, at det er lykkedes at finde en løsning, så alvorligt syge patienter indlagt på patienthotellet og nybagte forældre ikke skal fragte sig på tværs af byen, når de har brug for ro, nærhed og professionel hjælp lige ved hånden, siger regionsrådsformand Mads Duedahl (V).
Patient- og barselshotellet vil tilbyde up-to-date fysiske rammer til selvhjulpne patienter, f.eks. patienter til længerevarende stråle- eller kemoterapibehandling, patienter til IV-behandling, patienter til mindre kirurgiske indgreb, sårbare patienter, hvor et hotelophold kan understøtte hospitalsbehandlingen, eller onkologiske patienter indlagt på nuværende radio/jodstuer til observation.
Værelser på hotellet
10 barselshotelværelser
26 almindelige hotelværelser
2 hotelværelser til handicap/bariatripatienter
2 stuer til radio/jod patienter