Nordjysk folketingspolitiker lander nye ordførerskaber
Venstre vælter sig efterhånden i ministerposter og sidder på tronen som folketingsformand. Det betyder også, at den øvrige folketingsgruppe er færre til at varetage ordførerposterne end andre partier.
Nordjyske Preben Bang Henriksen, som i dag betjener rollen som retsordfører, skal fremover også repræsentere Venstre som skatteordfører og indfødsretsordfører.
Rollen som retsordfører er ikke tilfældig, da Preben Bang Henriksen har arbejdet som advokat i 43 år. De nye ordførerposter ligger dog ikke lige til højrebenet.
- Skatteområdet er desværre blevet ekstremt indviklet, men jeg håber, at vi fremover kan forenkle systemet og samtidig bibeholde kontrollen, siger Preben Bang Henriksen.