Mange erstatninger kan give højere afgifter på forsikringen
Weekendens uvejr og stormflod langs de danske østvendte kyster bliver en dyr omgang – måske også for alle forsikringstagere, der ikke fik skader på deres bolig.
Hos landets forsikringsselskaber er man stadig ved at optælle antallet af skadesanmeldelser fra stormen, der foreløbigt nærmer sig over 3000 skader på tværs af forsikringsselskaberne Tryg, Gjensidige, GF Forsikring og IF.
Samtidig har man hos Naturskaderådet, der har ansvaret for at erklære stormflod, regnet sig frem til, at der indtil tirsdag morgen er indløbet over 1400 anmeldelser om skader inden for de områder, hvor der blev erklæret stormflod.
Ifølge Poul Jensen, der er chefkonsulent i Naturskaderådet, er det et overraskende antal skader, som vi endnu ikke har set enden på.
- Med den hastighed, antallet stiger med, udvikler det sig helt vanvittigt, fortæller han.