Kort Nyt

Mandagsbrøler løst: Togene kører igen

Der er en glædelig nyhed tirsdag morgen til de ihærdige pendlere, der mandag oplevede udfordringer med togtrafikken i Nordjylland, efter en softwareopdatering i det digitale system satte mandag en stopper for flere toge.

Tirsdag er trafikken nemlig normal igen fra morgenstunden på strækningerne.

- Trafikken på de strækninger, der var ramt af udfordringer i går, er normal her til morgen. Fejlen blev fundet og opgaven løst, skriver Banedanmark i et opslag på X.

''Der er noget galt med dit forhjul': Så blev kvinde bestjålet

En cirka 90-årig kvinde skulle egentlig bare en tur i Lidl i Aars for at handle, men under indkøbsturen blev hun opmærksom på nogen, der holdt øje med hende.

To mænd og en kvinde går tæt efter hende inde i butikken.

Og da kvinden kommer ud til sin bil på parkeringspladsen og stiller sit indkøbsnet med sin pung i på bagsæden af bilen, henvender kvinden fra de føromtalte personer sig til den ældre kvinde.

- ''Der er noget med dit højre forhjul'', siger kvinden til den ældre kvinde ifølge politiassistent Niels Kristian Christensen fra Nordjyllands Politi.

Da den ældre kommer over til det højre forhjul, er der ikke noget galt.

- Den anden kvinde undskylder mange gange og forsvinder efterfølgende. I mellemtiden har der været nogen inde på bagsædet af bilen og stjålet den ældre kvindes pung, fortæller politiassistenten.

De tre personer beskrives alle sammen som sydlandske eller mellemøstlige af herkomst. De to mænd har sort hår og fuldskæg.

Kvinden beskrives som nydelig i en lys/hvid knælang uldfrakke. Alle tre personer er i 30'erne.

- Hvis man ser tre personer, der passer på dette signalement, skal man for det første passe på, og man må meget gerne kontakte politiet, slutter politiassistenten Niels Kristian Christensen fra Nordjyllands Politi.

Dobbeltindbrud i nordjysk by: Den her dyrebare ting stjæler de

Cykelsæsonen er ved at gå på hæld, men ikke desto mindre de ofte dyre racercykler i høj kurs - i hvert fald hos diverse indbrudstyve.

Sådan har det i hvert fald været i og omkring Støvring mandag.

I Høje Støvring har der mandag mellem midnat og klokken 19.00 været et indbrud i et redskabsrum.

- Der er blevet knust en rude, og der er blevet fjernet en sort racercykel, noget cykeludstyr og noget forskelligt værksted, fortæller politiassistent Niels Kristian Christensen fra Nordjyllands Politi.

Og man skal nok have gemt sine dyrebare cykler ekstra godt væk, for endnu et cykeltyveri skete mandag mellem tidlig morgen og 14.45.

- På Odderen i Støvring er der stjålet en Scott Racercykel fra en garage til en værdi af 70.000 kroner. Der bliver samtidig stjålet cykeludstyr, en hometrainer, cykelhjelm, sko og briller, lyder det fra Niels Kristian Christensen.

Slut med dobbeltløn til afgående borgmestre

Der vil fra næste valgperiode være nye regler for eftervederlag til afgående borgmestre og regionsrådsformænd.

Hvis de stopper på posten, fordi de har fået nyt job, bil der blive modregnet i eftervederlaget, og reglerne vil dermed flugte med dem, der i dag gælder for folketingsmedlemmer og ministre.

- Borgmestre og regionsrådsformænd varetager vigtige hverv, og derfor skal de også have rimelige vilkår, når de går af. Det er helt afgørende for vores lokaldemokrati. Men det skal være et sikkerhedsnet - og ikke en 'dobbelt-løn' - og derfor ændrer vi nu reglerne, lyder det fra indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) i en pressemeddelelse.

- Fra næste valgperiode vil man enten miste sit eftervederlag eller blive modregnet, hvis man som borgmester eller regionsrådsformand forsætter direkte videre i et nyt job.

Reglerne er i dag på den måde, at en fratrådt borgmesters eller regionsrådsformands ret til eftervederlag ikke påvirkes af et eventuelt nyt lønnet job eller ved andre indtægter.

De nye regler betyder, at der indføres modregning af arbejdsindtægter for afgående borgmestre og regionsrådsformænd. Dog vil de i lighed med folketingsmedlemmer have ret til et eftervederlagsbeløb uden modregning på 157.564 kroner.

De nye regler træder i kraft 1. januar 2025. Der vil blive fastsat overgangsordninger for borgmestre og regionsrådsformænd, der genvælges.

Grå morgen med byger, men lyset vil senere vise sig

Tirsdag morgen starter gråt med mange skyer på den nordjyske himmel, og i dem er der stadig en smule småregn - særligt i den sydøstlige del af regionen.

Det fortæller meteorolog fra TV 2 Lone Seir.

Lavtrykket fjerner sig, hvilket giver anledning til, at det allerede tidligt på dagen begynder at klare op, og det bliver muligt at se solen.

Bygerne kan dog vende tilbage i eftermiddags- og aftentimerne.

Det vil være blæsende fra sydvest og vest med op til en hård vind ude ved kysterne. Måske endda op til kulingstyrke.

Temperaturen vil nå op på 13 til 14 grader, når det er varmest og hen på aftenen vil temperaturen falde til omkring 10 grader.

Det vil langsomt blive mere klart på aftenen, og det vil for det meste holde tørt.

Vejret tre timer frem
Vejret senere