Vandværk ramt af coliforme bakterier
Siden slutningen af juni har brugerne af Solbjerg vandværk i Rebild skulle koge deres drikkevand.
Der er nemlig registreret forhøjede værdier af coliformebakterier.
Det fortæller centerchef for natur og miljø i kommunen, Tove Nyegaard.
- Vi har gjort alt sammen med vandværket for at finde ud af, hvad kilden var. Når man konstaterer forurening, så bliver et kæmpe apparat sat i gang for at finde kilden.
Men trods detektivarbejdet, har det ikke lige været muligt at finde kilden, og derfor har brugerne siden 28. juni blevet anbefalet at koge deres drikkevand.
- Om sommeren når man får store regnvandshændelser, så ser man ofte forurening i vandværkerne, men man kan ikke finde kilden, fordi det er et særtilfælde. De sidste prøver, vi har taget, viser grænseværdier under 20 inde ved vandværket, som er grænsen for, hvornår man skal koge drikkevandet, siger Tove Nyegaard.
Alligevel opretholdes anbefalingen om at koge drikkevandet lidt endnu, fortæller centerchefen.
- Det gør vi, indtil vi får resultatet af de seneste prøver i næste uge. Fordi når man har haft forurening, skal man sikre sig, at der ikke sidder bakterier i ledningsnettet. Prøverne i næste uge skulle gerne vise, at det ikke længere er nødvendigt at koge vandet.