Tre spildte år - tidligere minkavler meldte sig ud af parti i protest
- Det har været rigtigt træls, og det koster samfundet dyrt, at vi ikke kan komme videre.
Sådan lyder det fra løsgænger og viceborgmester i Rebild, Jeppe Ugilt, der meldte sig ud af Venstre i protest over minksagen.
Jeppe Ugilt kunne ikke længere stå inden for Venstres linje, og i dag, tre år senere, lægger han ikke skjul på, at det også har spillet ind, at han er tidligere minkavler.
Men det handler i høj grad også om retsprincipper, siger han.
Tilbage i november 2020 blev han ligesom de godt 1000 andre minkavlere i landet ramt af, at regeringen besluttede, at alle minkbesætninger skulle slås ned.
Nu stiller han sig i køen blandt mange andre nordjyske tidligere minkavlere, der alle venter på at få takseret deres tidligere minkfarm, få udbetalt erstatning og få revet farmen ned.
- Det er dybt frustrerende, at der ikke sker noget som helst. Tænk på at det er tre år, der er spildt i forhold til at sætte noget nyt i gang - det er helt grotesk, lyder det fra Jeppe Ugilt.