SF vinder frem - endnu et partihop
Det er efterhånden gået hen og blevet populært at skifte til SF. Det er nemlig sket igen.
Denne gang er det byrådsmedlem i Rebild Kommune, Sidsel Brøndberg Simonsen, der skifter fra Den Sociale Fællesliste til Socialistisk Folkeparti.
- Særligt i mit samarbejde med Morten Kamstrup er det blevet tydeligt for mig, at jeg politisk hører til i SF, og jeg ser frem til at fortsætte arbejdet i byrådet, skriver Sidsel Brøndberg Simonsen i en pressemeddelelse.
Siden Sidsel Brøndberg Simonsen kom med i byrådet, har hun arbejdet tæt sammen med SF's byrådsmedlem i Rebild, Morten Kamstrup. De har både samarbejdet om almindeligt byrådsarbejde og konkrete dagsordener. Hun fandt det derfor nærliggende at skifte til SF.
For Morten Kamstrup er det kun positivt, at SF nu står stærkere i Rebild byråd.
- Vi har hele tiden været meget enige om den politiske linje for vores kommune. Nu er vi to til at sætte SF’s mærkesager på dagsordenen i Rebild Kommune, udtaler Morten Kamstrup i en pressemeddelelse.