Kort Nyt

Mand indlagt i livsfare efter intens brand: Nu er der godt nyt

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Opdatering 5. februar 11:13: De seneste meldinger er, at manden er udenfor livsfare efter behandling på Rigshospitalet, det fortæller Hans Henrik Sørensen, politiassistent ved Nordjyllands Politi i Hobro. 

En voldsom brand på Mastruplundvej i Støvring lørdag aften cirka 22.30 kan have fået fatale konsekvenser for en 49-årig mand.

Han blev hurtigt sendt på Aalborg Universitetshospital. 

- Han har fået så meget røgskade, at han blev sendt på Aalborg Universitetshospital, hvor han var i akut livsfare og blev lagt i koma, melder vagtchef hos Nordjyllands Politi Bruno Brix.

Mandens tilstand søndag formiddag er ukendt.

Branden er formentlig startet på grund af rygning i sengen, og Bruno Brix kalder det en 'fuldt udviklet rumbrand'. Det er uvist, hvor meget skade, rækkehuset har taget, men det er formentlig ikke brændt helt til grunden. 

- Brandstedet er ikke frigivet endnu. Vi vogter det indtil videre, til vi finder ud af mandens tilstand, fortæller Bruno Brix. 

Her er nordjydernes foretrukne aftenretter

Det kan rumstere i hovedet hele dagen. Spørgsmålet om hvad aftenens måltid skal være.

En ny undersøgelse viser, hvad nordjyderne typisk ender med at ty til. Pizza er det mest udbredte aftensmåltid i Nordjylland efterfulgt af burger, som kommer ind på en andenplads.

Rugbrød med pålæg er at finde på en tredjeplads, mens henholdsvis bøf og kylling med kartofler og/eller grønt fuldender top fem.

De nye tal stammer fra undersøgelsen Madkultur24, som kortlægger danskernes måltidsvaner.

Kvinde får dobbeltbøde - kørte 25 km i overhalingssporet

En civil patrulje fra Nordjyllands Politi i Himmerland fik tirsdag nappet en kvinde i at køre lige friskt nok på motorvejen ved Støvring.

Den civile patrulje kunne hurtigt konstatere, at kvinden kørte hele 161 km/t på motorvejen, men de fortsatte med at følge efter kvinden. Og i intet mindre end 25 kilometer kørte hun uafbrudt i overhalingssporet, selvom det flere gange var muligt at trække ind.

- Så husk nu at holde til højre, lyder det fra politikommissær Lars Rosenvinge.

Kvinden var ikke fra Nordjylland.

Marked med millionoverskud

Hjallerup Marked har netop præsenteret, hvordan årets resultat ser ud. Det samlede overskud er endt på mellem 3 og 3,5 millioner kroner. Flere foreninger i lokalområdet får del i overskuddet. Hjallerup Marked donerer lidt over 1,805 millioner kroner.

Der er blandt andet nye rifler til skytteforeningen, udflugter for Plejecentret Stengården og flere udlodninger til både Kulturhuset og byens idrætscenter.

Overskuddet for 2024 er lidt mindre end i 2023. Her lød det på fire millioner kroner, og der blev doneret lidt over to millioner kroner.

Beruset mand faldt i dybt hul og måtte have hjælp

Sent tirsdag aften fik både Nordjyllands Politi og Nordjyllands Beredskab besked om, at en mand var kommet til skade i Nibe.

Meldingen lød på, at han var faldet i et hul, der var 2,5 meter dybt på Kræmmersgade.

Og ganske rigtigt. I forbindelse med vejarbejde var dele af vejen gravet op og afspærret, men alligevel var den 33-årige mand faldet i et dybt hul, og måtte have hjælp til at komme op.

- Lad os bare sige det sådan her: Han var temmelig beruset, siger vagtchef Jesper Sørensen ved Nordjyllands Politi.

Manden fik hjælp til at komme op af hullet og blev derefter kørt til tjek på skadestuen. Han er dog ikke kommet til skade, oplyser Jesper Sørensen.

Industribrand i Bindslev - ild i bygning og tag

Opdateret: Beredskabet skriver 19.32 på X, at branden er under kontrol, efter det lykkedes for mandskabet at stoppe spredning. Inden for kort tid overgår man til efterslukningsfasen.

Nordjyllands Beredskab er tirsdag aften i aktion i Bindslev, hvor der er udbrudt brand i en industribygning.

Det skriver beredskabet på det sociale medie X.

Det er en bygning på Industrivej i Bindslev, der brænder. Ifølge beredskabet er branden startet omkring et fyr og har spredt sig til bygningen og taget.

Der er tilkaldt hjælp fra Hirtshals i form af en sprøjte og en tankvogn, ligseom der også er tikaldt assistance i form af en redningsstige, autosprøjte og slangetender.

Beredskabet skriver, at man skal respektere afspærringerne og give plads.