Lastbil havareret efter kraftigt snefald
En lastbil er havareret nord for Hobro på E45.
Det fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Bruno Brix.
- Det er en glatføreulykke. Chaufføren er kommet kørende, og så er lastbilen begyndt at skride, siger han.
Lastbilen er havareret mellem afkørsel 33 Haverslev og Senhøj, og den kan "passeres med forsigtighed," skriver Vejdirektoratet.
Mange steder er nordjyder stået op til 15 centimeter sne, og det har skabt trafikale udfordringer her til morgen. Blandt andet har det skabt langsom kørsel på motorvejene, og det har betydet aflysninger i den kollektive trafik.
Nordjyllands Trafikselskab oplyser, at rejsende kan opleve forsinkelser eller udgåede ture på grund af kraftigt snefald i Nordjylland.
Også Terndrup Busser har meddelt, at busruterne 607, 608, 617 og 618 ikke kører her til morgen. De skriver samtidig, at de forventer, at busserne kører igen engang i eftermiddag.
Læsøfærgen har også haft aflyste afgange, men sejler planmæssigt igen klokken 9.40.