Brand i idrætshal
Nordjyllands Politi og Nordjyllands Beredskab blev torsdag eftermiddag kaldt ud til en episode ved Skørping Idrætshal.
Politi og beredskab blev tilkaldt til stedet omkring klokken 16.35. Her var der gået brand i en spritdispenser, der var placeret på væggen i en af bygningens omklædningsrum.
- Der var ingen flammer, men en del røgudvikling, da vi kom frem. Vi formoder, at det er påsat, oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi Ole Buus.
Der var omkring 30 mennesker til stede i idrætshallen, som alle blev guidet stille og roligt ud af politiet.
Der er ingen tilskadekommende, og der er sket minimal skade i omklædningsrummet, som dog er skærmet af, så politiet kan foretage tekniske undersøgelser.