I det gamle rådhus i Vrå kommer der snart nye hoveder ind som personale.
Et nyt tværkommunalt ældretilsyn vil nemlig have hjemme sammen med Socialtilsyn Nord i Vrå, da Hjørring Kommune er udvalgt sammen med Gentofte og Silkeborg kommune til at blive en del af den nationale ældrereform.
Her ryger statens og kommunale tilsyn ud og erstattes med det tværkommunale. Ældreministeriet har i den forbindelse besluttet, at Hjørring Kommune skal varetage myndighedsopgaven med at etablere og udføre ældretilsyn i hele Nordjylland, samt i flere kommuner i Midtjylland.
Det skriver Hjørring Kommune i en pressemeddelelse.
- Vi ser det som et stort skulderklap at få tildelt så vigtig en opgave, som ældretilsynet er. Vi vil lægge vægt på læring og rådgivning i tilsynsopgaven, og vi glæder os til at få etableret et stærkt og tillidsfuldt samarbejde med plejehjem og leverandører på tværs af landet, siger formand for Sundheds-, Ældre- og Handicapudvalget, Lone Olsen (V), i pressemeddelelsen.
Desuden er ældretilsynet udgiftsneutralt for de kommuner, som bliver udpeget til at stå med opgaven.