Venstre kræver større åbenhed om økonomisk kriminalitet
Partiet Venstre kommer nu med ni nye tiltag til bekæmpelse af økonomisk kriminalitet.
Det sker blandt andet på baggrund af afsløringerne i TV2-dokumentaren 'Den Sorte Svane'.
Partiet ønsker, at der skal sikres en større åbenhed omkring betaling af bøder eller mangel på samme.
- Domme er jo offentlige, så derfor bør det også være muligt at se, om de så rent faktisk er blevet eksekveret. Ellers kan danskerne ikke se, om det er forbundet med en reel straf at snyde os alle sammen for foreksempel seks millioner kroner, mener Preben Bang Henriksen.
Det nordjyske Lokdam-ægtepar, Gorm og Ann Vibeke, blev i 2022 ved Vestre Landsret kendt skyldige i momssvig i millionklassen.
Tilsammen skulle parret betale knap syv millioner kroner i bøde. Men her to år efter, er det fortsat uvist, hvorvidt pengene er betalt.
- Når vi ikke engang kan få lov til at se, om dén dom er ført ud i livet, så bliver det latterligt, mener ordføreren.