Varm weekend med tordenbyger i vente
I dele af landet kan temperaturen lørdag snige sig op over 30 grader.
Så heldige er nordjyderne dog ikke.
Her vil temperatuen ligge på 20-25 grader, og der vil være mere skyet, end i de østlige egne.
Varmen er dog kortvarig.
Ud på eftermiddagen og aftenen begynder der at opstå tordenbyger særligt mod vest.
En koldfront skal nemlig allerede lørdag aften og natten til søndag passere med regn- og tordenbyger, og der bliver også rusket gevaldigt op i vinden.
Især ved landets syd- og østvendte kyster kan det blæse en del.
Det betyder, at søndag bliver en dag med spredte byger, lidt sol og temperaturer mellem 18-23 grader.