Udsender varsel - risiko for torden og skybrud
Efter en tør og solrig lørdag kan søndagen komme til at se ganske anderledes ud.
DMI har nemlig udsendt et varsel om skybrud og torden, der gælder søndag fra klokken 07-21.
Lokalt kan der falde mellem 15-30 mm regn på 30 minutter, og bygerne kan indeholde hagl.
Det falder godt i tråd med det varsel, TV 2 Vejret udsendte tidligere lørdag, hvor også de varslede skybrud og torden.
Forebyggende råd mod skydbrud
Køb en dykpumpe og en vandslange i byggemarkedet, hvis du har kælder og tidligere har haft vand i kælderen eller bor i et område, der før har været ramt af oversvømmelser.
Flyt uerstattelige ting fra kælderen og op i stueplan.
Fjern ejendele fra gulv og vandudsatte områder og sørg for, at dine ejendele står et godt stykke over gulvet, hvis du ikke har plads til dem andre steder. Opbevar ejendelene i plastkasser på hylder og reoler, der kan tåle vand samt afvaskning/desinficering i tilfælde af, at regn- eller kloakvand trænger ind.
Hold vinduer og døre lukkede og undersøg, om de alle lukker helt tæt. Hvis ikke, kan du løse det her og nu ved at montere en plade med tætningslister foran. Du kan også lægge sandsække foran utæthederne.
Dæk lavtsiddende vinduer og døre i kælderplan af og afskærm lyskasser og kældernedgange, herunder nedkørsel til kældergarage.
Tjek tagrender og nedløb. Måske har de brug for at blive renset for blade og lignende, så vandet kan komme væk.
I mangel af et højvandslukke kan du selv begrænse opstigende kloakvand ved at lave her-og-nu versionen, hvor du lægger et tykt og stort stykke plast oven på afløbet i gulvet og sætter tunge sandsække oven på.
Forsøg at være hjemme under skybruddet, eller bed naboen om at holde øje med dit hus.
Kilde: Tryg
Årsagen til de heftige byger, der forventes at ramme søndag er en varm og meget ustabil luftmasse, der befinder sig over Danmark.
Og samtidigt er der en del fugtighed til stede i atmosfæren, og det bidrager til dannelsen af de kraftige tordenbyger.