Tysk backpacker fundet
Den 31-årige tyske backpacker er blevet fundet i god behold. Det oplyser Nordjyllands Politi på det sociale medie X.
- Han blev fundet på en campingplads mellem Tversted og Ålbæk, fortæller vagtchef Bruno Brix til TV2Nord.
Politiet efterlyste den tyske mand torsdag aften og har efterfølgende spurgt offentligheden om hjælp i forbindelse med efterforskningen. Det endte med at bære frugt.
- Vi har fået mange brugbare henvendelser fra borgere og takker for hjælpen, skriver Nordjyllands Politi i opslaget.
Familien er kontaktet.
Den i går efterlyste backpacker fra Tyskland er fundet i god behold! Vi har fået mange brugbare henvendelser fra borgere og takker for hjælpen #politidk
— Nordjyllands Politi (@NjylPoliti) August 25, 2023