Kort Nyt

Tidligere nordjysk minister får nyt job

Det tidligere nordjyske folketingsmedlem Karsten Lauritzen, som var skatteminister fra 2015 til 2019, har fået nyt job.

Det fortæller han på Facebook.

Karsten Lauritzen skal fra 1. februar næste år være administrerende direktør i brancheforeningen Danske Advokater.

'Jeg ser frem til at videreudvikle Danske Advokater og fortsætte den gode dialog med både embedsværk, politikere, samarbejdspartnere og hele branchen,' skriver den tidligere Venstre-politiker, som siger farvel til en stilling som branchedirektør i Dansk Industri, hvor han har beskæftiget sig med transport.

Karsten Lauritzen sad i Folketinget fra 2007 til 2022.

Frygtede drukneulykke - tennissko udløste den helt store alarm

Nordjyllands Beredskab og Nordjyllands Politi har lige været i aktion på havnen i Aalborg.

Årsagen var, at der blev fundet et par kondisko i vandet, og det udløste selvsagt den helt store alarm.

Men der var ikke nogen 'i den anden ende', som vagtchef ved Nordjyllands Politi Thomas Ottesen kalder det.

- Om de er smidt derud, tabt, eller røget af noget, ved vi ikke, siger vagtchefen.

Fire biler involveret i harmonikasammenstød - spor spærret på motorvej

Opdateret 16.13: Sporet er genåbnet.

Nordjyllands Politi er lige nu til stede på motorvejen omkring afkørsel 29 Svenstrup i sydgående retning.

Her har fire biler nemlig været involveret i et harmonikasammenstød, fortæller vagtchefen ved Nordjyllands Politi Thomas Ottesen.

- Det er fire biler med ni personer i. Der er dog ikke sket personskade, siger vagtchefen.

Sidste melding fra motorvejen lyder på, at 6-7 biler var involveret i sammenstødet på en eller anden måde, fortæller vagtchefen.

Men selvom ingen personer kom til skade ved uheldet, skal bilister på E45 væbne sig med tålmodighed. For uheldet er sket midt i myldretiden, og derfor vil det komme til at genere nordjyder, der vil hurtigt hjem fra job.

Politiet kender ikke den præcise årsag til harmonikasammenstødet, men vagtchefens bud lyder på for tæt kørsel i myldretiden.

Pressede akutmodtagelser får nu flere penge

Hvert år bliver der fremover tilført 3,5 millioner kroner ekstra til driften af regionens akutmodtagelser. Der er nemlig brug for midlerne, da der er begyndt at komme flere patienter på akutmodtagelserne.

På Aalborg Universitetshospital skal de ekstra penge især være med til at sikre, at der er speciallæger i akutmodtagelsen.

Derudover der der blevet sat penge af til subakutte dagshospitaler i Aalborg, Hobro og Thisted samt på Regionshospital Nordjylland i Hjørring. Det er især henvendt borgere med flere sygdomme, og på de subakutte afdelinger tilbydes patienterne udredning inden for 72 timer.

Det er regionsrådet i Region Nordjylland, der har besluttet at tildele de ekstra midler.

Aalborg Universitet bruger 55 millioner på AI-satsning

Aalborg Universitet investerer 55 millioner kroner i at blive førende inden for forskning i kunstig intelligens.

Det sker ved at oprette otte forskningsteams under navnet 'AI:X', fortæller universitetet i en pressemeddelelse.

- På Aalborg Universitet har vi i mange år forsket indenfor AI - men med de nye AI:X får vi mulighed for at skabe et AI-fyrtårn, som på sigt kommer til at gøre en stor forskel - både for virksomheder, samfundet og den enkelte borger, siger Per Michael Johansen, der er rektor på Aalborg Universitet.

Skørping ser ud til at beholde togstop

Økonomiudvalget i Rebild Kommune mener, at Skørping fremover skal være Intercity-togenes eneste stop mellem Aalborg og Hobro.

Det fortæller borgmester Jesper Greth (V), som er formand for Økonomiudvalget, til TV2 Nord.

Det skal fremover være hurtigere at køre med DSB's Intercity-tog ned gennem Jylland, og derfor skal togene fremover kun stoppe en enkelt gang på strækningen mellem Aalborg og Hobro.

Region Nordjylland har besluttet, at det bliver i Rebild Kommune, togene skal stoppe, men om stoppet skal være i Støvring eller Skørping, er op til kommunens økonomiudvalg at beslutte.