Målvogteren Fabian Norsten bliver i Aalborg Håndbold indtil sommeren 2027.
Det er i hvert fald, så længe hans kontrakt nu løber. Aalborg Håndbold har nemlig offentliggjort, at de har skrevet en ny kontrakt med svenskeren, der kom til klubben i 2023.
- Fabian har udviklet sig og hele tiden lagt flere lag på sit spil, siden han kom til klubben. Ikke mindst gjorde han det stærkt i efteråret, da Niklas var ukampdygtig efter en operation, hvor Fabian sikrede os adskillige point med sit spil, ligesom også semifinalen i Champions League mod Magdeburg i seneste sæson er en af mange store kampe som ”Fabbe” har vist sig flot frem i, siger Jan Larsen, der er direktør i Aalborg Håndbold, i en pressemeddelelse.
Fabian Norsten er foreløbig noteret for 79 kampe for Aalborg Håndbold og 11 landskampe for Sverige.