Status fra Nordjyllands Beredskab
Blæsten har givet forskellige udfordringer tirsdag.
Det startede som en forholdsvis stille morgen, lyder det fra direktøren for Nordjyllands Beredskab, Diana Sørensen.
- Vi havde nogle væltede træer og en brand med træpiller. Men her senere på dagen har vi haft travlt.
Indtil videre har beredskabet været involveret fire opgaver med væltede træer.
Ved middagstid blev Nordjyllands Beredskab så kaldt ud til en naturbrand i Thy. Branden opstod ved 11-tiden ved Kystvejen mellem Klitmøller og Nr. Vorupør. I første omgang blev der meldt om ild på en skråning, men på grund af den kraftige blæst spredte flammerne sig hurtigt.
- Den kraftige blæst har været en medvirkende årsag til, at den har spredt sig til så stort et areal. Og det driller også slukningsarbejdet.
Et areal på mellem 50 og 100 hektar er berørt. Branden spreder sig ikke længere, men er stadig ikke under kontrol. Det hjælper dog, at det er begyndt at regne, siger Diana Sørensen.
- Jeg håber, vi om kort tid kan drosle ned. Vi kommer dog til at være til stede i aften og nat, for vi vil ikke risikere, at det blusser op igen.
Ifølge direktøren for Nordjyllands Beredskab, er der opstået yderligere tre brande. Det er sandsynligvis den kraftige vind, der har været med til at sprede den oprindelige brand. Beredskabet har på nuværende tidspunkt kontrol på to ud af de i alt fire brande.