Kort Nyt

Skybrud truer Nordjylland

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Det var nok de færreste, der i går kom igennem dagen uden at køle sig ned på en eller anden led.

Men det varme sommervejr er ovre for nu. For mandag er nordjyderne vågnet til en helt anden vejrtype end den, der fik nok de fleste nordjyder til nærmeste vandhul søndag.

- Det er gråt, og det er stadigvæk lunt, men der er optræk til regn og måske også torden, fortæller vejrvært fra TV 2 Vejret, Andreas Nyholm. 

Det flugter også med DMI, der har udsent et varsel for lokale skybrud og torden. Varslet gælder fra 11.00-19.00 for Læsø, Mariagerfjord, Rebild, Storaalborg og Vendsyssel.

Mens det for Jammerbugt og Vesthimmerland gælder i tidsrummet 10.00-14.00. Varslet siger, at der lokalt kan falde mellem 15-25 millimeter regn på 30 minutter.

- Vær opmærksom på, at det godt kan gå hen og blive lidt potent. Lidt smådryp kan der være først på morgenen, men op ad formiddagen og ind i eftermiddagstimerne, bliver det mere og mere kraftigt, og der kan komme både regn og torden, og som sagt også lokale skybrud, fortæller vejrværten.

Følg med i regnen her.

- Vinden går i vest, det er nemlig en koldfront, der skal passere. Op ad eftermiddagen og ud på aftenen, der kommer solen mere og mere igennem. Og klokken 22 er det helt overstået med byger og regn, men det er lidt køligere luft, der kommer ind fra vest, og dermed også lidt lavere temperatur, fortæller Andreas Nyholm.

Du kan følge skybruddet i TV 2s liveblog her

Dødsulykke: Kvinde påkørt af lastbil

En ældre kvinde er torsdag afgået ved døden efter, at hun blev kørt ned af en lastbil ved Mejerigade i Vrå.

- Det er med al sandsynlighed en 86-årig kvinde, hvor pårørende er underrettet. Vi skal endeligt have fastslået, at det er hende, men alt tyder på det, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi Jesper Sørensen.

Ulykken skete på en parkeringsplads nær SuperBrugsen, og det er ifølge vagtchefen sket ved lav hastighed. Vidner så ulykken ske, og politiet har set videomateriale fra en af de nærliggende butikker.

Ild i jordnødderne: - 'Vi kalder det en reklamationsbrand'

Det er ikke mange dage siden, TV2 Nord kunne fortælle, hvordan Nordjyllands Beredskab for anden gang måtte rykke ud til en bunke cashewnødder, der var i brand.

Men i dag måtte beredskabet altså endnu engang køre af sted til landejendommen på Fredborgvej nær Sæby Flyveplads, fordi der var gang i cashew-skallerne.

- Vi er begyndt at kalde det en 'reklamationsbrand', fordi stakken af nøddeskaller bliver ved med at bryde i brand, lyder det fra Vagtcentralen.

Tidligere på ugen var samme hændelse sket, og det fik beredskabet til at give den et ekstra gok i... - nødden.. med vand.

- Vi havde ekstra brandforsyning med, så vi kunne få kastet så meget vand på det som muligt, siger Vagtcentralen og fortsætter:

- Nu har vi været der fire gange. Det oprindelige sted er sikret, så det der sker nu er ikke farligt, men det bliver altså ved med at selvantænde.

20-årig dømt for sexafpresning

En 20-årig mand fra Midtjylland har ved Retten i Hjørring fået en dom på 20 dages betinget fængsel, efter han har afpresset en pige til at sende nøgenbilleder.

Det fortæller senioranklager Morten Sønderby.

Sagen startede i 2019, da midtjyden blot var 15 år gammel. Ved 23-tiden om aftenen 22. maj 2019 truede og pressede han en pige til at sende nøgenbilleder af sig selv.

Det skete ifølge politiets anklager via Messenger, hvor den unge mand havde skrevet:

”Du stadig bare en luder”, ”Har billeder nok til at ødelægge dit liv”, ”Vis mig noget eller jeg deler det” og ”Gør som jeg fucking siger”.

Den 20-årige modtog dommen.

Elektronikforretning rippet: - 'alt er væk'

Elektronikforretningen Thy Rep, der ligger på Tigervej ved industrikvarteret i Thisted, har haft besøg af ubudne gæster.

Natten til torsdag modtog Vesthimmerlands Politi en anmeldelse.

- Det var ejeren af den bygning, som Thy Rep lejer sig ind i, der anmeldte, at der var sket et indbrud, fortæller politikommissær ved Vesthimmerlands Politi, Henrik Jensen.

Ejeren af lokalerne opdagede knuste ruder og en forretning, der var fuldstændig tømt for alle elektronikvarer.

- Vi har ikke meget at gå efter endnu, men vi er meget interesserede i oplysninger, der kan bidrage til vores efterforskning, fortæller politikommissæren.

Politiet kan kontaktes på 114, hvis du har oplysninger i sagen.