Særligt slemt i Nordjylland - udskiftning af kantpæle koster millioner
Du har måske set, at flere kantpæle end vanligt er smadret i siden af vejen på de nordjyske landeveje.
Ifølge Vejdirektoratet skyldes det de store mængder sne, der er faldet de seneste måneder. Synderen er særligt snedyngerne, der bliver skabt af diverse sneskovle og gummigeder, når vejene ryddes.
Bent Nielsen, der er afdelingsleder i Vejdirektoratet, estimerer, at hele 20.000 kantpæle i år skal udskiftes, hvilket er dobbelt så mange som på et almindeligt år.
- Vi er lige nu i fuld gang med at udskifte de kantpæle, der er ødelagte. Vi skulle lige have vinteren overstået, før vi gik i gang. Det er en stor opgave, og vi er nok først færdige omkring påske, siger han.
De rød-hvide markeringspæle, der står med 100 meters mellemrum, har til formål at øge trafiksikkerheden - særligt i tåge og usigtbart vejr skal de være en hjælp til bilister, så de kan se, hvor vejen går.
Der er på landsplan 145.000 kantpæle på de danske statsveje. Flest af dem skal nu skiftes i Jylland.
- Aarhus og nord for Aarhus er det område, der har været hårdest ramt, så det er her, der er flest kantpæle, der skal udskiftes, siger afdelingslederen.
Hvis han skal komme med et bud, så lyder det på, at hele arbejdet kommer til at koste tre millioner kroner.
Foruden vinterens vejr bliver de rød-hvide markeringspæle også ofte ødelagt, når bilister drøner ind i dem. Ved trafikulykker er kantpælene en stor hjælp for politiet og beredskabet. Pælene er nemlig forsynet med en kilometerafmærkning.